Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 79 Prøvelse og i sine Svars slaaende Korthed og Skarphed, og det Indtryk, Reformatorens forbigaaende Optræden gjorde, var af varig Virkning“. Efter at den lutherske Reformations Tanker i Stilhed vare voksede og havde bredt sig i den pfalziske Befolkning, forkyndte Pfalzgrev Otto Heinrich ved sin Regeringstiltrædelse 1556 den evangeliske Læres Indførelse og Afskaffelsen af de pavelige Vildfarelser, og den nye Ordning sluttede sig strængt til den uforandrede augsburgske Konfession. Otto Heinrich var ogsaa den, der for første Gang udstedte en almindelig Skoleordning for Pfalz (1556): „Ihvorvel Elementerne, som man" giver de unge Børn i Skolen, kunde agtes for idel Barneværk, saa kan dog ingen naa til de rette, høje, nødtørftige og nyttige Kunster uden Børneelementerne, og hvor Fundamentet ikke ret er lagt, dér kan aldrig nogen god Bygning sættes derpaa.“ Før den Tid fandtes der ingen Skolelærere paa Landet eller i Landsbyerne. — Snart vandt imidlertid ogsaa Zwinglis friere teologiske Opfattelse Indpas; Modsætningen mellem Lutheranerne og Zwinglianerne blev stærkere og stærkere, og Mellempartiet, Melanchthons Tilhængere, sluttede sig, da Striden brød løs, sammen med de sidste. I Folket og i Kurfyrstens nærmeste Omgivelser, ved Universitetet og i Kirke-raadet vare de tre Grupper repræsenterede, og den lutherske Generalsuperintendent Hesshuses lidenskabelige Voldsomhed og fanatiske Forkætrelsessyge gav Signalet til Sammenstød. Som en rasende tordnede han paa Prædikestolen, og Kirkerne geniede af vilde Skældsord. Kurfyst Frederik III vendte sig om Raad til Melanch-thon, som foreslog en Trosformel, der i væsentlige Punkter nærmede sig den reformerte Lære. Men medens de teologiske Stridsskrifter hidsig krydsede hverandre,