Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

90 og Tiendens Idelse i Kjærven bliver i flere Henseender nær- mere bestemt og omsider tilladt Aberne at forlange omsat til Penge eller Korn; man begynder med Opfordringer og gaaer forst derefter til tvingende Bestemmelser. For at gjennemfore Fælles- skabets endelig Ophævelse træffer man de hensigtsmæssigste Be- stemmelser og supplerer dem ved Love om Hegn og Fred, og man soger saavel ved Udskiftningen, som ved andre Lejligheder at opmuntre til at forsyne Husmandene med passende Jordlodder, helst af 3—4 Tdr. Land Middeljord. Salg af Bondergodset Uden Skattefrihedens Fortabelse for Hovedgaarden tillader man paa nye og kun lidet bebyrdende Betingelser, og under de nye Konjunkturer med et saadant Held, at over af Landets Godsejere benytter sig deraf, og man støtter saavel disse som andre Foretagender ved Oprettelsen af en kongelig Kreditkasse og ved en betydelig Udvidelse af Enkekassen. Saavel Handelen med Korn som med Kvæg bliver befriet fra de mest trykkende Baand, og Staten opretter Magasiner for at tørre og rense Kornet. Naar nu hertil sojes en hel Række vigtige Bestemmelser paa Omraader, der ialfald ere af største Vigtighed for Ager- bruget: om Vandafledning, om Vejarbejde — til hvilken Byrde de Priviligerede nu maa bidrage —, om Kornflattens Levering i Penge, istedetfor den besværlige Fremkjsrsel med Korn in natura, om Fattigvcesen og Betleri og fremfor Alt vel om Almueflole- væsenet — ja selv den store frie Toldlov af 1797 og de friere Bestemmelser om Næringsvæsnet a 1800 bør vel nævnes —, kan man ikke undre sig over, at Tidsalderen var stolt as sit Værk. Hvor utrolig meget Godt der end er fleet, har der ganske vist dels fundet nogen Overdrivelse Sted ved at rose det — Foranstaltningerne stemmede med Tidens herflende Retning, og de vare dernæst udgaaede fra Magten, hvilken man altid lettest bliver tilbøjelig til at give sit Bifald, — dels er der ved Siden af det meget Rette ogsaa skeet enkelte Misgreb. Man viser sig undertiden smittet af de forskjellige Tidens Fordomme, som man navnlig endnu hos os delte med tydste de „Kameralister" — for at nævne et enkelt Exempel, træffer man ikke sjælden i flere af