Industriforeningen Og Den Første Danske Jernbane

endes til den fastsatte Tid, Eftersommeren 1846. Det værste ved det hele var imidlertid, at Aktiekapitalen viste sig ganske util- strækkelig. For at undgaa Standsning af Arbejdet maatte der skaffes nye Pengemidler. Her kom Regeringen til Hjælp med et Laan paa 300,000 Rdlr., som Selskabet maatte forrente med 4 pCt. Men heller ikke dette Tilskud var nok. Atter tyede man til Re- geringen om Bistand, men denne Gang forgæves. Karakteristisk for den Tids Syn paa Administrationen lod man sig dog ikke afskrække af det første Afslag, men gentog sin Ansøgning endnu to (!) Gange. Autoriteterne, in casu den kongl. Jern- banekommission, vare imidlertid ubøje- lige og man nødtes derfor til at henvende sig til Private om et Laan paa 100,000 Rdlr. Laanet opnaaedes ogsaa, men kun til en Rente af 5 pCt. Nu skulde man jo have troet, at Vanske- lighederne vare klarede, men alligevel viste der sig til Slut et Underskud paa 50,000 Rdlr., hvilken Gæld man maatte holde gaaende i et ikke ganske kort Tids- rum og desuden forrente med c. 8 pCt. Kjøbenhavn—Roskilde Banens Tilbli- velseshistorie er saaledes en fortsat Kæde af Vanskeligheder og Bryderier. Der maat- te stedse kæmpes mod Mistillid og Sinaa- lighed af enhver Art, som niere end en Gang var ved at blive livsfarlig for selve Foretagendet. Hertil kom endvidere, at Aktierne stadig faldt i Pris, fordi Arbejdet trak saa længe ud. Til de alt anførte Fortrædeligheder, der bidrog til at gøre Livet surt for Jernbanen, maa endvidere regnes Nægtelsen af at lægge Banegaarden i Kjøbenhavn indenfor Voldene. Uagtet der fra Fæstningsmyndig- hedernes Side intet var at indvende heri- mod, modsatte Christian VIII sig det be- stemt, bl. a. af den Grund, al Tivoli der- ved vilde blive ødelagt, og Kongen ikke kunde tillade, »al den ene Institution rui- nerede den anden.« Om Kongen ved at holde sin Haand over denne Forlystelses- anstalt haabede at kunne afvende Folkets Tanker fra mere alvorlige Spørgsmaal f. Eks. Politik skal lades usagt, men vist er det, at Banegaarden til megen Misfornøj- else for Publikum maatte lægges udenfor Byen i den saakaldte »Dronningens Eng- have«*). Jordarbejdet paa Banen havde været overordentligt vanskeligt. Paa hele Banens Længde, 50,577 Alen, havde der været en Jordmasse af 103,542 Kub. Favne at flytte. Disse betydelige Arbejder vare væsentlig foranledigede ved Udgravningerne ved Valby og Taastrup, der voldte umaadelige Vanskeligheder, men da ogsaa bleve an- sete for nogle af Datidens betydeligste Be- drifter paa Jernbanebygningens Omraade. Alle Redskaber havde man maattet for- skrive fra Udlandet, og det samme gælder naturligvis om Skinnerne og Materiellet — alt dette havde imidlertid ogsaa bidra- get til Arbejdets Forsinkelse. Endelig den 17de Maj 1847 var Banen i en saadan Stand, at den kunde befares med Lokomotiver, og efter at den kongl. Kommissarius havde givet sin Tilladelse, passerede det første Lokomotiv »Odin« hele Strækningen fra Kjøbenhavn til Ros- kilde og tilbage**). Dog var Banen ingenlunde fuldstændig. I Kjøbenhavn og Roskilde var Hoved- bygningerne endnu ikke færdige og langs Linien savnedes næsten aldeles Vogler- huse. Foreløbig maatte man imidlertid hjælpe sig uden dem, og man indrettede derfor Varehusene i Kjøbenhavn og Ros- kilde for Persontrafikken, idet Banen først senere hen paa Aaret aabnedes for Gods- færdsel. Endelig den 26de Juni 1847 oprandt Dagen, da Banen højtideligt indviedes af *) »Fædrelandet« udbryder i den Anledning: »Fornøjelsen troner i Danmark og Hr. Agent Car- stensen er en formaaende Mand«. **) Betegnende for Datidens Presse og dens fuld- stændige Ukendskab med Reportagen er det, at »Fædrelandet«, der udgik om Aftenen, ikke kan berette andet om denne Prøvefart, der begyndte Kl. 8^2 om Morgenen, end at Lokomotivet i det mind- ste lykkeligt er passeret Valby.