Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

13 saavel enkelte Genstande som hele Formuer og endogsaa Bøder blev fastsatte. I Norge var saaledes den Enhed man regnede med en Ko paa mindst 5 og højst 8 Vintre, paa Island en Ko paa mindst 3 og højst 10 Vintre, idet man altid gik ud fra, at Koen var »vel- beholden paa Horn og Hale paa Øjne og Yver«. Det maa dog antages, at Beregninger i »Kugilde« (Betegnelsen for Kvægpenge) ikke altid er blevet udredet i gaaende eller levende Køer; Kvæget har rimeligvis mere været brugt som Værdimaal end som Bytte- middel. Fig. 2. En romersk Kobbermønt med Billede af en Okse. Ret almindeligt har det ogsaa været, at Mennesket selv er blevet brugt som Værdimaal. Saavel mandlige som kvindelige Slaver benyttedes, baade hos Oldtidens Folkeslag og lios Natur- folkene i vor Tid, til at be- tegne Tingenes indbyrdes Vær- diforhold med. Hos enkelte In- dianerstammer i Sydamerika bruges unge og ugifte Kvinder som fast Vær- dimaal, idet alle salgbare Ting vurderes i Forhold til en giftefærdig Jomfru. At en Fader fristes til en ikke altid lige fin Spekulation i sine giftefærdige Døtre bliver herefter foistaaeligt. Hos mange Folkeslag er Dyrehuder blevet benyttet som Penge. T Telemarken var en Hud Værdienhed, efter hvilken man afgjorde samtlige Priser og Afgifter. I Vestrusland betjente man sig indtil Aar 1400 af »kuna« en Slags Skindpenge, der har sit Navn efter den som Hovedmødt brugte sorte Maar, og som næv- nes utallige Gange i den af Storfyrsterne Jaroslav og Wladimir ned skrevne Lovbog. Skindet af det sibiriske Egern, som afgav det meget skattede Graaværk, tjente da som Underafdeling af denne »kuna«, der atter i et bestemt Antal blev regnet lig med en vis Vægt i fint Sølv »Griwna«. Det bestemte Antal Skind kunde dog ikke altid holde denne Værdi, saa at man i Handel og Vandel kom til at sondre mellem »Griwna kuny« og »Griwna i Sølv«. Som Skillemønt anvendte man Snuden af Maaren, der kaldtes »mordki«