Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

188 ning let vil komme i det uheldige Tilfælde at have ydet Laan langt ud over den Sikkerhed, der virkelig forefindes i Ejendommen. Indtræder der nu et eller andet Uheld med Ejendommen, saa at den maa gaa til Auktion, vil disse sidste Prioriteter, som Banken har belaant, være saa godt som værdiløse, og Banken maa ofte, for ikke helt at udelukke Haabet om at faa noget, overtage Ejen- dommen. Bankerne i København søgte at faa de nødvendige Midler i Hænde særlig ad to Veje; den ene var at forøge deres egen Kapital, Aktiekapi- talen, den anden at træklæ flere Indlaan til sig. Særlig i den sidste Henseende er der næppe Tvivl om, at adskillige af Bankerne vo- vede sig ud paa et for dem selv meget skæbnesvangert Omraade, idet de søgte Forbindelse med det store brede Publikum — de smaa Sparere. Som egentlige Sparekasser maa Bankerne som alle- rede nævnt ikke optræde, naar de ikke allerede før Sparekasse- lovens Ikrafttræden 1880 havde oprettet særlige Sparekasseafde- linger; men adskillige Banker forsøgte med Held overfor et let- troende Publikum, ved Avertissementer om at Penge modtoges paa Sparekassevilkaar og lignende, at give det Indtryk af, at Pengene blev modtaget med samme officielle Betryggelse. Dette var saa meget lettere, som ogsaa de Banker, der ikke har særlig Sparekasseafdeling, kan udlaane paa »Kontrabog« under lig- nende Former som Sparekasserne. Kun de Banker, der er op- rettet efter 1901 er ikke i Stand dertil, fordi de hidtil ikke har kunnet opnaa den Stempelbegunstigelse, som er den nødvendige Forudsætning for Anvendelsen af Kontraboger. At virkelig en hel Del af Sparemidlerhe gik fra Sparekasserne til Bankerne, vil bl. a. ses deraf, at Indskuddene i Sparekassen for København og Om- egn, fra at være 125 Mill. Kr. i 1899 gik ned til 81 Mill. Kr. i 1908. Om de Banker, der senere kom til at lide saa sørgelig en Skæbne, — Detailhandlerbanken, Grundejerbanken, Centralbanken og Laa- nekassen — er forøvrigt det at bemærke, at de paa forskellig Vis forsøgte at give deres Forretninger et Særpræg for paa den Maade at slaa sig i Vejret. Detailhandlerbanken, der var stiftet i 1895, slog straks ved sin Start paa de særlige Standsinteresser, som den vilde varetage, og det ikke alene i København men ogsaa i Pro- vinsen, idet man tænkte sig, at der med Tiden skulde rejses en Række Banker rundt om i Landet, af hvilke der skulde fremgaa en hele Landet omfattende Organisation med et særligt Repræsen-