Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

Forfatter: NIC. Hertel Wulff

År: 1912

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 254

UDK: 332 Wul

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 268 Forrige Næste
208 Bankforretninger. Dette kunde naturligvis blive farligt for Spare- kasserne, thi medens en Bank liar sin Aktiekapital og sine Re- server at ty til, om det skal gaa galt, er Sparekasserne sjæklen i Besiddelse af nogen saadan egen Kapital, idet de som oftest begynder at arbejde med et meget ringe Beløb, der skaffes til Veje ved Sammenskud fra Sparekassens Stiftere eller Garanterne, en Kapital, der mange Gange slet ikke bliver indbetalt, men blot garanteret. En saadan Garanti betyder imidlertid ofte ikke saa meget; thi begynder det at gaa galt med Sparekasserne, hvilket sandsynligvis vil ske i Perioder, hvor hele det økonomiske Liv gennemgaar en Krise, vil det paa et saadant T idspunkt være meget vanskeligt at faa de garanterede Summer ind. Betænkeligheden ved disse kombinerede Sparekasse- og Bank- virksomheder voksede i 70’erne, efter at der var blevet af dækket forskellige Misbrug, og der kom da i 1880 en særlig Lov for Ord- ningen af Sparekasse væsenet. De, der havde ventet i denne Lov at faa fastslaaet en skarp Grænse imellem Sparekasse- og Bank- forretninger, blev imidlertid skuffede. Det skete ikke, maaske fordi man var bange for at indskrænke Sparekassernes Virksom- hed, som man i det hele og store var meget tilfreds med. Af for- skellige Bestemmelser i Loven kan man dog se, at Meningen har været, at Sparekasserne med Hensyn til deres Forretninger skulde holde sig indenfor et mere begrænset Omraade end Bankerne. Man fastslog, at Bank- og Sparekasse virksomhed ikke maa drives af samme Institut, forsaavidt det ikke allerede fandt Sted, og det bestemtes, at Sparekasseloven ikke skulde gælde for saa- danne Institutioner, hvorved Deltagelse i Udbytte og Overskud er forbeholdt Stiftere, Garanter eller Aktionærer; om en en- kelt Forretning, nemlig Vekselomsætning, blev det udtrykkelig udtalt, at denne ikke maatte drives af Sparekasser. Bestemmel- sen overholdes dog ikke, hvad Udbytte angaar. Der er ikke saa faa Sparekasser, der udbetaler i ethvert Fald 4 p.Ct. af de ind- betalte Penge til Aktionærerne. At Sparekasserne ikke maa be- skæftige sig med Vekselomsætning, betyder dog ikke, at de skal afholde sig fra at diskontere Veksler, de maa blot ikke afhænde de indkøbte Veksler igen. Alle disse Bestemmelser blev naturligvis truffet udelukkende for at sikre Midlernes Anbringelse, men i Virkeligheden har det været umuligt ved disse forholdsvis faa Bestemmelser at faa Spare- kassernes Virksomhed begrænset saa meget som Meningen den