Studier Over De Danske Søers Plankton

42 CYANOPHYCEÆ. Maks, naar Arten i Tiden fra 01 15/5 Tp. 13 til 7/c TP- 16- 15/s var Furesøens Vand blakket; Egnens Folk fortalte, at Søen i stille Morgentimer kunde have et hvidligt Skær, men da Maks. faldt sammen med en af Forf.s Jyllands- rejser, blev dette desværre ikke nærmere undersøgt. Efter 7/6 tog Arten hurtigt af og viste sig først igen mere hyppig 2/10 Tp. 16, tiltog noget og var ret aim. i Vinterprøverne; i Foraaret 02 havde den sit store Maks. 21/5 Tp. 9 til 5/c Tp. 12, hvorpaa Arten tog af. Maks. var vel næppe saa stort som i 01; om nogen Farvning af Vandet var der i hvert Fald ikke Tale. I Tjustrupsø og Ha Idsø optræder O. r. i Aim. i ringe Mængde; i begge Søer indtræffer Maks. i Maj—Juni, Tp. c. 10—12; det er mærkelig stort i Haldsø, 02 3/5 Tp. 7. Skanderborgsø. O. r. er her en af Hovedformerne og perennerende; den havde et Maks. 01 19/5 Tp. 13, var i alle følgende Prøver mere alm. end i samtidige Prøver fra Furesøen; 02 3/x Tp. 1 begyndte Antallet atter at stige; 27/i Tp. 1 var den meget hyppig, men mærkelig nok stærkt aftaget efter Isløsningen ’/i Tp. 2 og var i de senere Prøver indtil 30/7 Tp. 14 ret sjælden. I Mos sø og Julsø er Arten ligeledes perennerende, men synes ikke her at naa saa stort et Maks. som i Skan- derborgsø; dette falder i begge Søer og i begge lagttagelsesaarene i Tiden fra Dec. til Maj. I Sorøsø og Esromsø synes O. r. at mangle; i Viborgsø er enkelte Eks. set i Maj og i Vinteren 02. Ved Damundersøgelsen 98 paavistes, dels i Teglgaardssø, dels i Frederiksborg Slotssø, en O scillato ria-Ari, rime- ligvis O. rubescens- den havde navnlig i Teglgaardssø et stort Maks. i Tiden fra 15/4 til 1/6. Det fremgaar heraf, at O. rubescens hører til de perennerende Planktonformer, og at den ikke kan siges at være sjælden i vore større Søers pelagiske Region. Maks. falder om Vinteren eller i det tidlige Foraar, hyppigst i April—Maj ved Tp. 4—10. Det maa henstaa uafgjort, om Arten virkelig er saa sjælden i de nordtyske og holstenske Søer, som det af Planktonundersøgelserne synes at fremgaa; den er hjemmehørende i store, klare Alpesøer (se ovenfor). Naar man, som Tilfældet er med Oscillatoria og rimeligvis med Lyngbya, har med Former at gøre, som vel er perennerende, men dog den allerstørste Del af Aaret kun forekommer i ringe Mængde eller i meget faa Eks., medens de i en kortere og ofte skarpt begrænset Tid optræder i større Antal og inden for dette Tidsrum kan opnaa meget betydelige, til Dels kolossale Maks., der overalt synes at indtræffe nogenlunde samtidig, maa det, hvor ikke særlige Formerings- og Overvintringsorganer er os bekendte, nærmest antages, at der er visse Sider af disse Organismers Biologi, som er os ganske fremmede. Snarest er vi tilbøjelige til at tro, at alle disse Former, i alt Fald i vore lave Søer, er Bundformer, der overspinder Dyndbunden med store hvidgraa eller brune Tæpper; tilvisse Tider og under gunstige Forhold hæver da Luftblærerne større Partier, der slaas i Stykker af Bølgerne, hvorved de enkelte Traade bliver frie af hverandre og spredes ud over Søen. At Lyngbyer og Oscillatorier er Slim-overtrækkende, er notorisk, ligesom det ogsaa er velbekendt, at store Partier løsrives og kan føre en pelagisk Tilværelse. Se f. Eks. Lemmermann (98 a. p. 203), Istvånffi (98 p. 64), Lagerheim (00 p. 14). Hvorvidt der nu gives særlige Arter, der har tilpasset sig til ren pelagisk Levevis, eller som en Del af Aaret er Bundformer, og som fremfor andre Arter er tilbøjelige til at hæve sig fra Bunden og i nogle Maaneder føre en pelagisk Tilværelse, maa henstaa uafgjort. Man kan vanskelig tænke sig, at de enorme Masser af Lyngbya limneiica, der viste sig i Furesø i Slut- ningen af August 01, alle har kunnet opstaa af de faa Eks., der var til Stede en Maaned tidligere. For Oscillatoriernes Vedkommende har C. Schröter og Bachmann (01 p. 241) henholdsvis i Züricher- søen og i Baldeggersøen vist, at disse Alger i Sommermaanederne trækker sig ned i Dybet til Vandlag, der ligger dybere end 16 M. fra Overfladen; deres tilsyneladende Forsvinden af Plankton skulde da kun bero paa, at Planktonnettet ikke er ført saa langt ned, at det har faaet Oscillatorierne med; naar Efteraaret nærnier sig, hæver de sig atter op til Overfladen. I vore forholdsvis lavvandede Søer, hvis Overflade ofte i Sommermaanederne er dækket med Vandblomst, og hvor Synsgrænsen i hvert Fald ligger meget højere end i Alpesøerne, foregaar slige Vertikalvandringer næppe. Vi raader over Horisontalprøver fra 30—35 M. tagne i Sommermaanederne fra Haldsø og Furesø, og fra 20 M. i Tjustrupsø og Skanderborgsø, men Oscillatorierne er kun paaviste i ringe Mængde; ofte mangler de ganske.