Studier Over De Danske Søers Plankton

DIATOMACEÆ. 65 M. varians Ag. Apstein 96. Fig. 28, p. 139. M. v. er kun paavist i ringe Mængde i enkelte Prøver fra Sorøsø, Tjustrupsø, Mossø og Julsø. M. arenaria Moore. Apstein 96. Fig. 30, p. 140. M. a. er paavist enkeltvis i Prøver fra alle Søerne undtagen Viborgsø og Skanderborgs©; det er en Bund- og Bredform, der intet har med Plankton at gøre. Vi har altsaa i vore Søers Plankton to Arter, M. crenulata og granulata, der begge til visse Tider danner uhyre Maks. M. granulata’s Maks. ligger ved Tp. 14—12 i Sep.—Okt., umiddelbart derefter begynder M. crenulata’s, der dog først naar sin højeste Udvikling i Dec.—Jan. c. Tp. 4. Medens M. granulata efter Maks. Ophør i Slutningen af Okt. tager meget kendeligt af, holder M. crenulata sig ofte Vinteren over med et Maks., der kan vedvare endnu i Maj. Naar Furesøen undtages, optræder begge Arter i alle de undersøgte Søer; i intet Tilfælde falder deres Maks. sammen; i Haldsø følger de to Arter efter hinanden med omtrent lige kolossale Maks., i de fleste andre er enten den ene eller den anden Arts Maks. langt det største. Det er hævet over enhver Tvivl, at M. granulata her i Landet kun har eet Maks. For M. crenulata’s Vedkommende kunde Forholdene vel ofte Lydes til Gunst for to Maks., idet dels Islægning, dels Konkur- rencen med andre Arter kan afbryde Efteraarsmaks., hvorpaa et nyt kan arbejde sig frem efter den sidste Isløsning (Sorøsø, Viborgsø). Det synes, som om en pludselig Islægning midt under Maks. i Dec. har til Følge, at dette ophører, selv om Isløsningen allerede indtræffer kun c. 14 Dage efter Islægningen (Sorøsø, Viborgsø). Dette kan i saa Fald kun forstaas saaledes,. at Melosirerne under de fuldkomment rolige Forhold synker til Bunds, og at andre Arter med større Svæveevne udfylder deres Plads, se under Asterionella. Rettest opfattes dog M. cre- nulata’s Maks. normalt som et sammenhængende Maks. knyttet til Tp. omkring 4—10. Begge Arter synes at kunne opnaa lige store Maks. baade i smaa varme og i større kolde Søer, men i de mindre Søer begynder de store Maks. tidligere end i de større; til Gengæld er Varigheden i de større i Aim. noget længere; fra begge disse Regler gives der dog Undtagelser. Al Damundersøgelsen 98 synes det al fremgaa, at Melosirerne i Damme og Smaasøer i det hele kun har en meget underordnet Betydning som Plankton-dannende; de blev i ringe Mængde paaviste i Vinterprøven fra Frederiksborg Slotssø, men i ingen af de øvrige Damme. Melosirerne er ganske væsentlig knyttede til det mellemeuropæiske Slettelands lave og varme Søer; de mangler ikke i et eneste af de talrige Arbejder, der i de sidste Decennier er fremkomne over disse Søers Plankton; en nærmere Redegørelse for de talrige Findesteder anser vi for overflødig. Det kan endvidere fastslaas, at Melosirerne kun optræder i meget ringe Mængde i schweiziske Alpesøer og Bodensøen (C. Schröter 97, Schröter & Kirchner 96, Bachmann 01, Chodat 98 p. 156). Hoved- former er M. catenada (Genfersøen: Chodat 97a. p.310 og i flere Jurasøer: Pit ard 97a. p.517) og M. orichalcea (Lac de Nantua: Chodat 98 p. 156). De afløses her af Cyclotellerne, og det synes, som om Alperne kan angives som Sydgrænse for Melosirernes massevise Optræden. I de norske Søer (Holmboe 00 p. 17), svenske (Borge 00 p. 12, A. Cleve 99 p. 827, De Toni & Forti 00 p. 551) samt i de finske (Levander 00 b.) synes de at spille en lignende Rolle som hos os, dog optræder de næppe i slet saa stor Mængde og maa navnlig i Norge hyppigere vige Pladsen for Cyclotella og Tabellaria. De fleste Forf. angiver to Maks., et om Foraaret og et om Efteraaret, men paa Grund af den Usikkerhed, der raader med Hensyn til Bestemmelsen, lønner det sig ikke nærmere al udrede disse Angivelser. De danske Søers Plankton.