Studier Over De Danske Søers Plankton

84 DIATOMACEÆ. Diatomee-Arterne kun opnaar deres store Maks. i et begrænset Antal Søer og til, at Størrelsen af disse Maks. kendelig kan variere fra Aar til Aar? Det fremgaar af 1, at alle Diatoméernes store Maks. opstaar ved Tp. under 15—16° C. Heraf følger, at de store Maks. særlig fremkommer i de dybe og kolde Søer. I disse Søer foregaar Opvarmningen nemlig meget langsomt; fra Tidspunktet for Isløsningen og indtil Vandet har naaet Tp. 16, hengaar saa megen Tid, som er nødvendig, for at de store Maks. skal kunne udvikle sig. Omvendt vil der om Efteraaret med- gaa saa lang Tid, inden Islægningen finder Sted, at der ogsaa da bliver Tid til, at disse kan udfolde sig. I de smaa varme Søer, i hvilke Vandets Tp. allerede i Maj har naaet Tp. 15, og paa hvilke Islægning, som dog for de fleste Formers Vedkommende synes at virke hæmmende, allerede kan finde Sted i Nov— Dec., er Tidsrummet, indenfor hvilket Diatomeemaks. skal udvikle sig, for begrænset, til at disse Maks. i Aim. kan blive synderlig store. Undersøgelsen godtgør nu ogsaa tilfalde, at Diatoméerne absolut spiller den største Rolle i vore koldeste Søer. Maks. begynder her tidligst og hører senest op. I Hald-, Tjustrup-, Fure- og Esromsø dominerer Diatoméerne allerede i Sep. og vedbliver hermed lige til Juni følgende Aar; kun Oscillatorierne og Lyngbyerne gør dem i korte Perioder Rangen stridig; i de lave Søer med høje Sommertp. kommer Diatoméerne langt senere til Udvikling og forsvinder allerede i Maj. Fra denne aim. Regel gælder dog Undtagelser, men disse vedrører næsten alle Asterionella, den eneste Diatomee, der selv i Smaasøer og Damme kan opnaa kolossale Maks., f. Eks. i den lille Sorøsø, og som tillige er den eneste Diatomee, der ved Tp. over 16 opnaar paaviselige Maks. (Esromsø 01 12/8). Saa længe nærmere Undersøgelser mangler, ligger det nær at formode, at den Faktor, der i lørste Instans betinger de talrige og store Diatomeemaks. Opkomst i en Sø, er Vandets I p. At Tp. i hvert Fald i saa Henseende spiller en meget betydelig Rolle, fremgaar tydeligt ved en Sammenligning af Diatomeemaks. Størrelse og Varighed i 01 og i 02. I den varme Forsommer 01 var alle Diatomeemaks. ophørte allerede i Slutn. af Maj og i Begyndelsen af Juni; kun Fragilaria crotonensis holdt sig til c. 15/6, og Asterionella havde det ovenfor omtalte Maks. i Esromsø. I 02 derimod vedvarede Fragilariernes Maks. i de fleste Søer til Slutningen af Juli; Tabellaria fenestrata havde et meget stort Maks. i Juli (Furesøen); Melosira dannede i Juli den overvejende Del af Julsøs og Esromsøs Plankton, Stephanodiscus var i Slutn. af Juli talrig i Viborgsø, og Asterionella havde i Juni—Juli store Maks. i de fleste Søer. Naar adskillige Forskere har formodet, at det i første Instans er Lyset og ikke Tp., der betinger de store Maks. Opkomst, da taler de her anførte Angivelser nærmest herimod. Antallet af Solskinsdage var i Maa- nederne Maj—August i 02 langt mindre end i 01; de store Diatomeemaks., som indtraf i disse Maaneder i 02, og som utvivlsomt var unormale for vore Søer, faldt netop i det Aar, hvis samlede Lysstyrke indenfor det omtalte Tidsrum ubetinget var mindst. Vi har under Afsnittet om Cyanophyceerne set, at disse for en stor Del opnaar deres højeste Maks. i Søei, hvis Maksimaltp. ikke er under 20° C.; man vil da heraf forstaa, at Cyanophyceer og Diatoméer, de lo store Plantegrupper, der langt danner Hovedmassen af de danske Søers Plankton, sjældent opnaar lige store Maks. i samme Sø; de Heste Søer byder enten den ene eller den anden Gruppe gunstige Betingelsei foi dens Trivsel, men sjældent lige gunstige for dem begge. Da vore Søer imidlertid alle til en vis Tid af Aaret frembyder de Temperaturer, der er den første Be- tingelse for de store Diatomeemaks., medens nogle af dem ikke naar de Tp., der er en af Betingelserne lor, at flere af Cyanophyceerne (Aphanizomenon, Gloiotrichia, Anabæna spiroides, macrospora, Polycystis') kan trives i dem, er det forklarligt, at Diatoméerne i Vinterhalvaaret næsten overalt opnaar større eller mindre Maks., hvorimod mange Cyanophyceer i Sommerhalvaaret ikke naar til Udvikling i de »kolde Søer«, som særlig karakteriseres ved deres mange og store Diatomeemaks. De høje Diatomeemaks. er derfor et Fællestræk for alle vore Søer, de høje Cyanophyceemaks. kun for et begrænset Antal Søer.