Studier Over De Danske Søers Plankton

DIATOMACEÆ. 85 Det er endvidere fuldt forstaaeligt, at Diatoméer og Cyanophyceer, naar Lyngbya og Oscillatoria fraregnes, ikke alene er sondrede i Henseende til Sted, men ogsaa til Tid. De store Cyanophycee-Maks. indtræffer saa godt som aldrig sammen med de store Diatomee-Maks.; kun Anabæna flos aquæ’s Maks. Tp. 13—16 falder lige i Slutningen af Fragilaria crotonensis’ Foraarsmaks. Tp. 13—16; de to Arter kan forekomme samtidig og begge med store Maks. (Haldsø Juli 02 o. a.); om Asterionella se ovenfor. For flere Søers Vedkommende hænder det — i Aim. i Slutningen af Maj —, at de store Diatomeemaks. hører op, før de store Gyanophyceemaks. begynder. Saafremt der ikke i disse Søer indtræder store Dinobryum- maks., vil Planktonet aldeles overvejende vise sig at bestaa af Zooplankton: Crustaceer og Rotiferer. Søerne er paa dette Tidspunkt overmaade planktonfattige og udmærker sig ved et ualm. klart Vand. Som oftest begynder dog A. flos aquæ’s Maks., inden Fragilariernes er ophørt, og i saa Fald faar Søen ingen plankton- fattig Fprsommerperiode. I hvor høj Grad de lave Tp. begunstiger Diatomee- og hæmmer Cyanophycee-Udviklingen, ses bedst ved at sammenligne Forholdene i Somrene 01 og 02. Det førstnævnte varme Aar var et Gyanophycee-Aar, i hvilket Diatoméerne fra Maj — Okt. næsten var forsvundne af Vandmasserne; det sidstnævnte kolde Aar var et Diatomee-Aar, i hvilket Diatoméerne endnu dominerede i Beg. af Aug., medens Cyanophyceerne, bortset fra A. flos aquæ, hvis Maks. netop falder sammen med den i 02 i alle vore Søer maalte Maksimaltp., overalt spillede en ganske underordnet Rolle. Naar Asterionella og i Følge Zacharias o. a. Rhizosolenia undtages, optræder Planktondiatomeerne som Regel ikke i Damplankton. Dette er saa meget des mærkeligere, da flere af de Planktondiatomeer, der for- uden deres stjærnedannede Planktonstadier tillige har kædedannede Bundstadier, som saadanne optræder i Mængde som Overtræk paa Smaadammenes Vegetation (Diatoma elongatum, Tabellaria fenestrata); det synes, som om de stjærnedannede Planktonstadier kun opstaar i større Søer; her ligger en vid Mark for fremtidige Undersøgere. Vil man søge Aarsagen til, at Planktondiatomeerne spiller en saa ringe Rolle i Smaasøer og Damme, maa Opmærksomheden vistnok særlig henledes paa de stærke daglige Tp.svingninger, der i Sommerhalvaaret her kan beløbe sig til 10—15° C. Af de med disse forbundne Vertikalstrømninger er Planktoncyanophyceerne, der som ovenfor omtalt danner en væsentlig Del af Damplanktonet, paa Grund af deres Luftvacuoler uafhængige. Diatoméerne derimod, der ganske er prisgivet Vertikalstrømningerne, som vistnok overvejende bestemmer deres Plads i Vandlagene, vil være i uafbrudt stigende og synkende Bevægelse. Faren for, at Svæveapparater, særlig Gele- membraner, under Bundfældningen eller ved Berøring med Vegetationen skal beskadiges eller paa Grund af Mængden af svævende Detritus forurenses og tynges nedad, er ubetinget større i Damme end i store, dybe Søer. Naar nærværende Undersøgelse altsaa giver det Resultat, at Diatoméerne særlig er hjemmehørende i de kolde, klare Søer, og at deres Maksimaludvikling falder sammen med de lave Tp., da er dette i Overens- stemmelse med alt, hvad der fremgaar af Planklonundersøgelserne i andre Lande. De europæiske Planktondiatomeer er overalt overvejende de samme, dog synes det, som om Melosirerne dominerer i de lave og varmere Slettelandssøer, og at maaske Tabellaria fenestrata, men særlig Cyclotella- Arterne opnaar deres største Udvikling i de koldere alpine Søer (Schweiz, Norge). Overalt i det mellemeuropæiske Slettelands Søer spiller Diatomeerne i Vinterhalvaaret den største Rolle, og deres Hovedmaks. er beliggende i det tidlige Foraar og om Efteraaret; alt efter Søernes Dybde og Tp.- forhold dominerer snart Diatomeerne, snart de Vandblomst-dannende Cyanophyceer; i de alpine Søer har Diatomeerne som oftest Overtaget. Hvor vidt Diatomeerne opnaar større Maks. i de alpine Søer end i Slettelandets Søer, er maaske tvivl- somt; del er nok muligt, at adskillige Former, særlig Asterionella og maaske ogsaa Melosirer, dog stiller visse Fordringer til Tilstedeværelsen af opløste Næringsstoffer i Vandmasserne, som de koldeste og klareste Alpesøer ikke er i Stand til at tilfredsstille; herom ved vi imidlertid i Øjeblikket intet.