Studier Over De Danske Søers Plankton

86 DIATOMACEÆ. Vi skal endnu omtale Planktondiatomeernes Hvilestadier og Maaden, hvorpaa de store Maks. maa tænkes at udvikle sig. Kendskabet til Hvilestadierne er desværre endnu meget ringe. W.-L. var en Tid lang tilbøjelig til at tro, at Auxosporerne foruden deres Foryngelsesfunklioner tillige skulde spille en Rolle som Hvilestadier. Det viste sig nemlig, at Melosirerne under og før det store Maks. 01 29/3 i Haldsø for en ikke uvæsentlig Del bestod af smaa, faacellede, tykke Stave med afrundede Endeceller, og som efter al Sandsynlighed maatte være fremgaaet af (»spirende« [?]) Auxosporer. Kunde fremtidige Undersøgelser vise, at disse stavdannede Stadier altid forekom efter et Min. og lige før et Maks. tog sin Begyndelse, da vilde den Formodning være ret nær- liggende, at Melosirerne havde tilbragt en Hvileperiode som Auxosporer. Del maa i øvrigt fremhæves, at Auxosporer, saa vidt vides, ikke er paaviste hos andre lacustre Planktondiatomeer end Melosirerne, at de hos disse ikke synes knyttede til en bestemt Aarstid, og at de, efter de hidtidige Fund at dømme, kun op- træder i ringe Mængde. Den ovennævnte Iagttagelse fortjener maaske nok at anføres, men til at føre Bevis for, at Auxosporerne virkelig skulde være Hvilestadier, egner den sig selvfølgelig ikke, cfr. Zacharias (95 p. 110). W.-L. havde formodet, at man ved paa dybt Vand at tage det døde og døende MeZoszra-Plankton c. 14 Dage efter, at de store Maks. var forsvundne fra Overfladen, paa dette skulde have kunnet paavise rigelig Auxosporedannelse; denne Formodning slog imidlertid ikke til; det døende AfeZoszra-Plankton blev indfanget paa dybt Vand i Tjustrupsø og Furesø i Nov. 01, men Auxosporedannelse var ikke synderlig fremtrædende. Det maatte da antages, at de kuglerunde Auxosporer faldt af og sank til Bunds; i den Anledning blev Bundprøver optagne Dec. 01 fra Furesøen, men der kunde i disse ikke paavises Auxosporer. Spørgsmaalet forbliver altsaa uløst. Som bekendt forekommer der hos marine Diatoméer en anden Slags Sporer, typiske Hvilesporer, ved Schütts Undersøgelser navnlig velkendte hos Chætoceras-, tilsvarende Sporer er ogsaa paaviste hos de i Ferskvand optrædende i øvrigt til marine Familier hørende Slægter Rhizosolenia og Attheya-, selv har vi ofte haft Lejlighed til at se disse Sporer. I den nyere Tid har Newton Coombe (98-—99), Mie uel og Whipple & Jackson (99 fl. p. 5) paa- staaet, at Protoplasmaet i Cellerne til Tider trak sig sammen eller henfaldt i smaa, lysbrydende Korn, der for Asterionella’s Vedkommende er afbildede hos Whipple (99, Tab. II, Fig. 5 d, e) og for Melosira's og andre Ferskvandsdialomeers Vedkommende (Eunotia og Meridion) hos Newton Combe (99, Pl. I, Fig. 7,8,9). Den af disse Forskere udtalte Formodning om, at de smaa Korn skulde være Hvilesporer, er dog endnu nærmest kun Hypothese, der ikke vinder i Sandsynlighed ved, at man har tillagt disse Sporer ret unatur- lige Apparater og Bevægelsesmodi. Saaledes paastaar Whipple (99 a. p. 5), at de af ham iagttagne Sporer var bevægelige og at, selv om Cilier ikke kunde ses, var der dog »indications of their presence«. Forf. synes ikke at vide, hvor uforenelig denne Angivelse er med alt, hvad vi i øvrigt ved om Diatoméernes Bygning. Ganske uforstaaelig er Strohmeiers Angivelse (97 p. 17) »Melosira trat massenhaft in dichten Bündeln auf, die einzelnen Individuen mit Fruchtzellen, welche meist zahlreiche Brutzellen enthielten, versehen«. Ser vi bort fra de sikre Hvilesporer hos Attheya og Rhizosolenia, maa vi tilstaa, at vi i øvrigt i Øjeblikkel ikke ved noget om Hvilestadier hos Ferskvandets Planktondiatomeer og følgelig heller intet positivt kender til deres Hvileperioder; vi ved, at der aarlig indtræder meget markerede Min., men om disse Min. er identiske med Hvileperioder, samt under hvilke Former og hvor disse i saa Fald gennemløbes, derom er os intet bekendt. Det kan betragtes som en Kendsgerning, at der efter de store Maks. finder en Bundfældning af Diato- méerne Sted. Den langsomme Nedsynken er direkte paavist (W.-L. 00 p. 650), og Planktondiatomeerne er i Mængde genfunden i Søgytjerne (W.-L. 01 p. 116 o. a.). Det er en bekendt Sag, at Diatomeeplankton, naar det hældes i Skaale, meget nurtigt bundfældes og derpaa ikke mere stiger til Vejrs; Maaneder igennem holder det sig tilsyneladende levende paa Glassets Bund. Nedsynkningen er direkte studeret af Zacharias, der beregner, at en Melosira-Traad bruger 50 Min. til at synke 1 Meter (95 b. p. 105).