Studier Over De Danske Søers Plankton

DIATOMACEÆ. 87 Naar de store Maks, er forbi ude i Naturen, forsvinder Diatoméerne praktisk set næsten ganske, og vi tør efter det ovenfor anførte gaa ud fra, at de bundfældes. Medens vi i Luftvacuolerne hos Cyanophyceerne kender det Middel, hvorved disse formaar at hæve sig op fra Bunden og holde sig svævende i de øverste Vandlag, kender vi ikke med Sikkerhed noget som helst Middel, hvormed de en Gang bundfældede Diatoméer atter sættes i Stand til at hæve sig op. Ligeledes er Kendskabet til deres Svæveapparater kun ringe; dog har her Max Voigts (01 p. 36) fortjenstfulde og fortræffelige Undersøgelser over Geleskærmene hos de stjærnedannende Diatoméer og hos Cyclotellerne spredt noget Lys. Selv om disse Geleskærme virkelig spiller en Rolle ved Modarbejdelsen af Faldhastigheden i Vandmasserne, er de dog ganske ude af Stand ti] at bevirke den Opdrift, der er Betingelsen for, at de fra et bundfældet Stadium skal kunne gaa over til et svævende. Da vi ikke i Øjeblikket kender det Middel, hvormed en Gang bundfældede Diatoméer atter hæver sig, staar vi ogsaa uden Forstaaelse af, hvorledes de store Maks, opstaar. Den Pludselighed, hvormed de ofte fremkommer, er et tilstrækkeligt Bevis for, at de ikke kan fremgaa af det ubetydelige Antal Diatoméer, der, som ovenfor omtalt, altid findes i Vandlagene i Tiden mellem de store Maks. Forekomst. Da man altsaa maa gaa ud fra, at det er bundfældet Materiale, der hæves op, og da dette formentlig selv mangler Evnen til atter at gaa til Vejrs, har man villet paastaa, at Hævningen foregaar ved Hjælp af Vertikalstrømningerne i Vandmasserne. Allerede Strodtmann (95 p. 161) har fremsat denne Opfattelse, men det er dog særlig Whipple, der i sine fortræffelige Arbejder over Diatoméernes Optræden i Drikkevandsbassinerne i New York har givet denne Opfattelse fastere Grund. Whipple gør opmærksom paa, at de store Diatomeemaks. For- og Efteraar falder sammen med det Tids- punkt, da Vertikalstrømningerne naar fra Bund til Overflade, hvorimod deres Min. er beliggende paa de Tidspunkter (Sommer og Vinter), da de nærmest Bunden staaende Vandlag er i Ro; af Vertikalstrømningerne For- og Efteraar sættes Diatoméerne eller Diatomeesporerne (?) til Vejrs, og i de øverste Vandlag under højere Tp. og gunstigere Lysforhold foregaar da en rapid Udvikling af det hævede Materiale. Selv om man næppe tør tillægge Whipples Anskuelser almengyldig Betydning, indeholder de dog sikkert meget værdifuldt. Vil man nu ogsaa søge at anvende disse paa Forholdene ude i Søerne, er det dog indlysende, at de maa undergaa nogen Modifikation. I de større Søer kommer Vertikalstrømningerne ganske væsentlig. til at spille en Rolle som Diatomee- hævende Faktor inde paa disses lavvandede Partier; det følger af sig selv, at i alle de Søer, der er saa dybe, at de rummer Vandlag, til hvilke de aarlige Vertikalstrømninger ikke naar ned, vil der lindes store centrale Partier af Søbunden, hvorfra ingen Hævning kan finde Sted. Men ogsaa i mindre dybe Søer vil det bundfældede Materiale rimeligvis væsentlig løftes op fra et ring- formet Areal, der fra Bredden strækker sig et større eller mindre Stykke ud imod Søens Centrum. De Dia- toméer, der bundfældes uden for dette Areal, hæves aldrig op efter, men gaar før eller senere deres Opløs- ning i Møde. Inde pmi Søeines ld\\åndede 1 aitici vil loiiiden Vertikalstrømmngernc rimeligvis tillige Bøl^e- bevægelsen være virksom og i meget væsentlig Grad understøtte disse. Spørgsniaalet om de store Diatomee-Maks. pludselige Fremkomst kan derfor i Øjeblikket næppe besvares nærmere, end at man har en Formodning om, at de fremgaar som Følge af en rapid Formering af det ved Vertikalstrømningers og Bølgebevægelsen væsentlig fra Søens lavvandede Partier hævede bundfældede Dia- tomeemateriale *). Til Støtte for denne Antagelse tjener ogsaa følgende Iagttagelse. Sammenligner man den Maade, hvorpaa de store Diatomee-Maks. opstaar i dybe Søer, f. Eks. Haldsø, med Maaden, hvorpaa de arbejder sig frem* i Jeg henviser i øvrigt til det senere udkomne fortræffelige Arbejde af (Iran (02), særlig til Kap. om Diatoméerne p. 21, Plankton- elemente p. 75 og til Iagttagelsen af en formentlig Sporedannelse hos Rhizosolenia stylifonnis p. 173.