Landsudstillingen i Aarhus 1909

Maaneders Møje fra Dag til Dag, Tankers Brydning og Hamres Brag, Arbejderhændernes haarde Tag ligger der bag. Nu er det tordnende Virvar forstummet, højnet og rigt staar Rummel. Hvælvinger venter og tier; Hallerne holder saa dybt deres Vejr; alting tøvende bier: Stunden, den store, er nær! Stempler staar rede til at stampe, Hjul til at snurre, fængslede Dampe knurre--------------------- Kor: Da stiger der Røster fra Stilhedens Bund. Del er Mulden, som taler af Taushedens Mund! MULDEN ■Sopran Solo: Først var jeg. Og paa min Skulder hviler all, som siden blev. Ældst af all herinde Loven jeg for Landets Velfærd skrev. Tusind Aar har saaet og høstet, al sin Lid lil mig fortrøstet; Folkets Kraft af mig blev næret og skal næres atter tusind Aar! Kor: Og Røsterne sliger fra Stilhedens Bund. Det er Jernet, som taler af Taushedens Mund. JERNET Bas Solo: Hastige Tid, Sjælen er jeg for din Id. Farer du frem paa del lynrappe Hjul, skrider du over del skillende Hav, alt, hvad din Evne formaar, ene ved mig de( bestaar, jeg er din Storhed og Styrke! Kor: Og Røsterne stiger fra Stilhedens Bund. Det er Kunsten, som laler af Taushedens Mund. KUNSTEN Duet. Sopran og Bas: Formens Skønhed, skabt af Gud, er i Altet, hg en Larve, der ved Sol kan flagre ud som et Digt i Ord, i Farve, Drøm i Toner, Drøm i Sten — Jeg er fast, og jeg er Bølge; jeg skal lysne, jeg skal dølge; jeg skal løfte Modet over Mén. Jeg er Ild og Lue. Knæl, og du vil skue Livets Flamme lindre rank og ren! Kor: Saa taler de tiende, taalsomt biende, gennem det livløse Stol'. Saa lyder det til os fra Hallernes Lunger, mangefold mod os det malmfuldt runger: vort Land og vort Liv i vort Arbejdes lutrede Tunger! AARHUS BORGERE Bas Solo: Nær er nu Stunden. Naael er vort Maal. Hvad vore Kræfter higede efter; hvad vi har ofret af Tid og Taal; hvad rig og hvad ringe har mægtet at bringe: frem vi del bærer som Frugter i Skaal! Held over Byen, som bygger med dristig Hu og med kyndig Haand! Stolle vi er af vor Stad, Storhed ildner dens Aand! Held over By, over Borger! Mandskor: Spejdende mod Solen, der stiger, af sit Bad, ligger vor By paa den skovklædte Kyst. Bugtens Bølger langvejs fra i glitrende Rad kommer og knæler ved dens Bryst. Viljen i dens Hjærte og Vidden i dens Syn suged’ vor By af den havladne Fjord. Bag den digre Banker under Vesthimlens Bryn bugner af den Kraft, som gør stor. Videre lil Vægge og højere til Loft /øftes vor By mod den brusende Vaar. Vældig Domen vidner i sin hundredaars Koft: Aldrig By, din Storhed forgaar! Kvindekor: Hæder over By, Hæder over Land, Hæder og Held over Kvinde og Mand! Vaarens Velsignelse følge vort Værk; den kække fanger Lykken, og Lykken gør ham stærk! 105