VI. Videnskaben.
Den danske Videnskab har i Aarhundredets sidste Aartier
fornemmelig udmærket sig ved sin Virkelighedssans; den
har vendt sig.fia Iheorier og almindelige Betragtninger, som
et tidligere Slægtled befattede sig meget med, til Kendsger-
ningernes faste Grund og har sat sin Ære i den Ædruelighed,
som er Sandhedssøgerens bedste Egenskab, og som Danskeren
med hans jævne Sindelag og kritiske Ævne ogsaa har forholds-
vis let ved at præstere. Men med denne Sans for det Fak-
tiske er der fulgt en stærk Interesse for det Praktiske:
Videnskaben har ført et Studium i Marken, der i høj Grad er
kommet Erhvervslivet tilgode, og er derved kommet i inder-
ligere Berøring med Folket, end den var før.
Kritisk Alvor og ubestikkelig Sandhedskærlighed var det,
som gjorde den ældre Slægts berømteste Lærde, J. N. Madvig
til en af sin Tids ypperste Filologer og til en Opdrager for
hele den Ungdom, der beflittede sig paa Aandsvidenskaberne.
Ved hans Side stod OriGntctlistsn N. L. AVestergaard som
6ii Mand df samin.6 Aa,nd, navnkundig for sin Granskning af
Indiens og Persiens gamle Litteraturer. Hans Efterfølger
V. Fausbøll fik banebrydende Betydning ved at aabne det
eviopæiske Studium af den buddhistiske Religions Skrifter i
Palisproget. — Særlig den sammenlignende Sprogviden-
skab fik ivrige og geniale Dyrkere herhjemme, fornemmelig i
Vilh. Ihoinsen, en af Nutidens mest sprogkyndige Mænd,
blandt hvis Bedrifter Tydningen af Orkhon-Indskrifterne i Si-
birien er særlig berømt. En vigtig Lov for den sammenlig-
nende Sprogforskning er knyttet til Karl Ver ners Navn.
Paa de nordiske Studiers Omraade fuldførte Ludv. F. A.Wim-