VII
deres Liv —, saa er det let forstaaeligt, at talløse Skatte frem-
bragte til det religiøse Livs Tarv, maatte forsvinde langt hur-
tigere, end Materialet og Vanrøgt skulde foranledige. I Paris
brændte man en Gang ved en enkelt Autodafé 24 Vognmandslæs
talmudiske Haandskrifter, tyske Byer forstærkede deres Fæstnings-
mure ved at indmure Tusinder af jødiske Kirkegaardes Gravmæler,
og endnu i vore Dage, endnu i de aller sidste Tider have graahær-
dede Synagogetjenere ladet deres Liv i Kampen for at redde den
dem betroede Helligdom for Vandalernes Rasen. Hvad der saaledes
ved Vold er tilintetgjort er ikke til at erstatte. Dette nævnes
her kun til Forklaring af, at der ikke rundt omkring i Verden
er bevaret langt flere gamle Sager, end Tilfældet er. Danmark
selv kommer her jo lidet i Betragtning; dets jødiske Samfund er
saare ungt, og i de 250 Aar, som det er bleven gammelt, har
ingen Jødeforfølgelse af nogen som helst Betydning her fundet
Sted.
Men det lidet, som er bevaret, viser, hvad vi jo ogsaa ad
andre Veje vide, hvor meget religiøse Gemytter stræbte efter
at forskønne Udførelsen af de forskellige dem hellige Handlinger
ved Tilvejebringelsen af skønne og kostbare Genstande. Uden-
for Israel antager man ofte, og man kan læse det i et Utal
af lærde og populære Skrifter, at den ortodokse Jøde føler
Udførelsen af de saakaldte Ceremonier som et tungt, ham paa-
lagt Aag, som han nu en Gang er tvungen til at bære. Man
aner slet ikke, hvor lykkelige de svundne, trosstærke Genera-
tioner vare, naar det blev dem muligt at udføre de mange
forskellige Bud, som efter Skrift og Tradition omkranse den
fromme Jødes og Jødindes Liv. »Glæden over Budet«, for at
bruge det tekniske Udtryk, fremkaldte da naturligt Trangen
til at smykke de Genstande, der bruges ved Opfyldelsen af