Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

53 medens Produktionen af Brændevin i 1834 var 128,5 Mill. Quart, var den i 1842 219,2 Mill. Quart, altsaa en uhyre For- øgelse. Forskjellen mellem den officielt beskattede Produkt- mængde og den virkelige var imidlertid i 1842 saa stor, at Forbruget pr. Hoved henholdsvis maatte sættes til 5,9 Quart og 14,2 Quart. Roesukker industrien faar i Tyskland først Fodfæste efter Toldforeningens Dannelse, men derefter gaar Udviklingen ogsaa rask for sig. I Driftsaaret 1836—37 var Antallet af Roesukkerfabriker allerede 122, i Driftsaaret 1840—41: 146. Produktionen af Roesukker, der i Driftsaaret 1836—37 kun var 25.346 Cntn. Sukker, var i 1837—38: 138.197 Cntn. og 1842: 256.576 Cntn. Altsaa dels støttet ved disse Industriers Opsving og den derved muliggjorte Fremgang i og Forbedring af selve Driften, dels ophjulpet af den stigende Omsætning og den forøgede Velstand, fik Landbruget snart en bedre og bedre Stilling, og fra 1836 begynder der en jævn Prisstigning i alle Korn- sorter, Kartofler og Kjød, der uafbrudt fortsættes i Resten af denne Periode. Fra Slutningen af 30erne kan man datere det stærke Opsving, som siden har karakteriseret det tyske Landbrug helt op til Slutningen af 60-erne. Betragte vi Sagen nærmere, se vi, at Preussens Korn- produktion, navnlig af Hvede, steg betydeligt i de omhandlede første Aaringer. Medens Preussens samlede Produktion af Hvede saaledes i 1831 kunde anslaas til c. 10 Mill. Schfl., blev den i Slutningen af 30-erne og i Begyndelsen af 40-erne anslaaet til over det dobbelte (21,5 Mill. Schfl.), °8 Pro' duktionen af de øvrige Kornsorter steg i samme Tidsrum fra c. 50,7 Mill. Schfl. til c. 52,6 Mill. Schfl. Denne stærke Forøgelse af Produktionen i Forbindelse med Toldliniens Rykken ud efter maatte naturligvis afsætte Spor i Ind- førsels- og Udførselsforholdene, om end i langt ringere Grad