Ammoniaksyntesen Paa Grundlag Af Enormtryk
Forfatter: G. Claude
År: 1922
Serie: Særtryk af Teknisk Tidsskrift Nr. 31
Forlag: J. Jørgensen & Co.
Sted: København
Sider: 15
UDK: 661.5
Foredrag holdt den 23. Maj 1922 i Danmarks Naturvidenskabelige Samfund
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
i
îO
Fig. 9.
Luftarternes nøjagtige Rensning, der er absolut paa-
krævet ved den dér benyttede Fremgangsmaade: Ab-
sorptionstaarne, Pumpebatterier, Indsprøjtning —
under 200 Atm.s Tryk — af Kobberformiatopløsning
og Natriumhydroksyd, Regenerering af disse Stoffer
o. s. v. Men hele denne Apparatur er ganske unød-
vendig for mig. Vel havde jeg troet, at det meget
høje Tryk vilde begunstige Luftarternes Rensning.
Men da mine ganske smaa Katalysatorrør indehol-
der en meget ringe Mængde Katalysatormasse, og
da denne Smule Stof skal præstere et uhyre Arbejde,
havde man god Grund til at frygte for, at uendeligt
smaa Spor af Urenheder skulde kunne forgifte Kata-
lysatoren meget snarere end hos Håber. Det var der-
for et mægtigt Held, at det viste sig, at man kun be-
høver at lade den stærkt sammentrykkede Luftblan-
ding passere et enkelt Rør, der er ophedet til 300 â
400°, og som f. Eks. indeholder reduceret Jærn, for
at kunne arbejde fuldstændigt sikkert med Luftarter,
der indeholder 3 à 4 pCt. Kulilte: Ilten forbinder sig
med Brint til Vand, Kulilten med Brint til Metan og
Vand; Metanet er uskadeligt, og Vandet fjærnes med
passende Mellemrum. Ved denne simple Arbejds-
maade varer en Katalysator over 200 Timer, hvilket
er tilstrækkeligt, da Katalysatormassen saa ikke ko-
ster 1 Centime pr. kg produceret Ammoniak, og Mas-
sens Udveksling er — som jeg siden skal vise Dem —
meget let.
Jeg nævnte før, hvor overordentligt enkelt det er
at frembringe meget høje Tryk: men man maa nu
ikke tro, at alt vedrørende Ammoniaksyntesens Tek-
nik har været lige saa let, man har tværtimod ofte
maattet kæmpe med store, tit ganske uforudsete
Vanskeligheder. Den værste af disse var Bortskaffel-
sen af Reaktionsvarmen. Medens en af Ulæmperne
ved den praktiske Udførelse af Haber’s Metode stam-
mede fra, at der kun kom en saa ringe. Varme-
mængde ved Reaktionen, fordi blot 11 pCt. af den
foreliggende Luftblanding deltog deri, er det en mæg-
tig Varmemængde, de 40 pCt. af Luftarterne frigør
i det ganske lille Katalysatorrum: 60 000 Kalorier pi'.
Time i et Rør, der er 2 m langt og har 10 cm’s Ud
boring!
Men denne Varme maa bortskaffes, nøjagtigt
indtil den gunstigste Temperatur er naaet, ellers lø-
ber man Fare for: enten at sprænge Rørene — hvis
man afkøler for stærkt — eller at udsætte dem for en
for høj Temperatur, hvorved ogsaa den kemiske
Ligevægt vilde forrykkes.
Opgaven bestaar i at bortlede Reaktionsvarmen,