Ammoniaksyntesen Paa Grundlag Af Enormtryk

10 — efterhaanden som den opstaar, saaledes at Katalysen forløber gennem hele Massen ved den gunstigste Temperatur — omtrent 550° — saa at man opnaar tn god Ligevægtsværdi og en passende Reaktions- hastighed. Luftblandingen maa øjensynligt tilføres (Kata- lysatormassen) opvarmet til Reaktionstemperaturen: jeg varmede den derfor ogsaa'— ligesom Badische — først ved Hjælp af de bortgaaende Reaktionsproduk- ter. Jeg skaffede mig dernæst af med Reaktions- varmen — med den Nøjagtighed, jeg angav — idet jeg afkølede Røret i et Bad af smeltet Bly, en be- synderlig Kølevædske, der cirkulerede langs Røret ifølge Varmvædskehævertprincippet. Fig. 10. Det gik rigtigt godt, indtil en uforudset Vanske- lighed opdukkede. Saa snart jeg forsøgte at forøge Produktionen, gav Rørene sig til at revne — for Re- sten uden at det medførte nogen Fare, thi det er en yderligere Ejendommelighed ved Enormtrykkene, at Sprængningerne derved i Almindelighed kun er lidet voldsomme; hvis der var Tid dertil, vilde jeg gaa nærmere ind herpaa —. Mærkværdigt nok gik Sprængningerne altid udefra og indefter, saaledes som det ses paa Fig. 10. Forklaringen er følgende: Led- ningen af den stærke Varmestrøm fra Rørets Indre mod Yderfladen foraarsager et stærkt Temperatur- fald gennem den tykke, daarligt ledende Rørvæg, ligesom en kraftig elektrisk Strøm bevirker et Po- tentialfald: de inderste, meget varme Lag udøver paa de ydre Lag et Tryk, der uheldigt nok arbejder sammen med Arbejdstrykket og bevirker Brud i disse yderste Lag, hvorefter hele Rørvæggen revner. Saa snart man har fundet Ulæmpens Aarsag. frembyder der sig et Middel derimod: man maa for at undgaa denne Fare hindre enhver Värmeledning fra Rørets Indre til Yderfladen; dette er ikke van- skeligt, thi det er tilstrækkeligt at omgive Røret og dets elektriske Igangsætningsledninger et passende Isolationsstof som Asbest eller Kiselgur. Værre er det, at man da ikke kan bortlede Reaktionsvarmen gennem Rørvæggen. Det lykkedes mig at komme ud af denne Vanske- lighed ved at udnytte et ejendommeligt, ganske til- fældigt Forhold ved Brugen af Enormtryk. Det viser sig nemligt, at ved den Luftartsmæng- de, som reagerer ved ca. 1000 Atm.s Tryk og under Anvendelse af de almindelige Katalysatorer, vil den frigjorte Reaktionsvarme — naturligvis bortset fra Dissociationen — kunne opvarme den reagerende Luftblanding omtrent 500°: den udviklede Varme vil- de altsaa netop være i Stand til at opvarme den be- handlede Luftmængde fra almindelig Temperatur til Reaktionstemperaturen. I Stedet for at opvarme den indtrædende Luft- blanding i en Varmeudveksler lader jeg derfor Blan- dingen komme kold ind i Apparatet (Fig. 11). Kata- lysatormassen er fyldt i et indre Rør, der har en tynd Væg, langs hvilken Luftarten stryger, førend den — ved B — naar til Katalysatormassen. Paa sin Vej opvarmes Luftblandingen efterhaanden ved Reaktionsvarmen og i samme Maalestok, som denne selv opstaar. Det indre Rør er i dette Øjemed dækket med et isolerende Lag, der aftager jævnt bort fra Indgangen, og som paa hvert Punkt har en saadan Tykkelse, at den indtrædende Luft dér optager netop den Varme, som Reaktionen frigør. Saaledes forlø- ber Reaktionen hele Vejen ved den bedst egnede Temperatur, idet Luftarterne kommer til Katalysa- tormassen netop med denne Varmegrad. Denne Arbejdsmaade, der planlagdes til Over- vindelse af en alvorlig Vanskelighed, har saaledes vist sig at være ovenikøbet meget værdifuld. For det første sparer man Varmeudvekslerne. Dernæst er det ydre Rør, der beskyttes mod den indvendigt i Katalysatoren herskende Varme ved den indtrædende Luft, som opvarmes lidt efter lidt, kun udsat for den høje Temperatur i den ene Ende, hvor man kan gøre Væggen tykkere, saaledes at Røret bliver meget holdbart. Endeligt og navn ligt er enhver Vanskelighed med Hensyn til Samlingen med det bevægelige Ho- ved, der lukker Røret, fjernet, idet Rørenden, der hvor Luften træder ind, har almindelig Temperatur. Det indre Rør, som indeholder Katalysatormassen, er