Industriudstillingstidende 1852

26 fra Bygningen af indtil den mindste Gjerrstaud, som den iildefllltter — ikke er tilpas; og spørge vi saa, hvad der egentlig mangler, eller gaae vi de virkelige eller formeentlige Klager ordentlig tillivs, saa komme vi gjerne til det Resultat, at det Hele reducerer sig til en — Theaterkat. En Theaterkat? hvad vil det sige? spørger man maafkee. Det skulle vi strar besvare. Naar en Theaterrecensent ex officio, d. v. s. som Re- ferent for et Blad, der ikke pleier ubetinget at rose, sial bedømme Skuespillet og Skuespillerne, foler sig saa henrevet ved begges Fortrinlighed, at han glemmer, at ban sidder her for at ud- spionere Feil, da redder en Kat ham ud af For- legenheden. Han kan tordne løs imod Ved- kommende, der ikke har den Agtelse for Publicum at indespærre Mis, hvorved Illusionen er bleven forstyrret. Denne Kat, som sniger fig over Scellen, er eii sand "gefundenes Fressen« for en stäkkels Theaterrecensent. JndustriudstillingS Re- censenterne (de gnavlie Folk nemlig) have ogsaa deres Katte. En Trykfeil i Fortegnelsen (s. Er. at Stivelsefabrikant Jul. Sturup under Nr. 478 leverer Stivelse til 16 Rbd. pr. Pd.), en oie- blikkelig Træk i Bygningen, eller hvadsomhelst anden Bagatel, er dem en saadan Theaterkat, der maa bære Skylden for, at Illusionen er gaaen tabt. Thi da Udstillingen af Mattge be- tragtes som en Forestilling, ikke som en Virke- lighed, saa er det ganske naturligt, at Illusionen ikke tør mangle. Er det en Kjettdsgjernmg, at der findes mange gnavne Besøgende, at disse ovenikjobet ikke kunne fordrage, at Andre finde Bygningen, Indholdet og Opstillingen saa heldig, font Om- stændigheder og Bihensyn have tilladt, saa bliver det et Slags Pligt for os — skjoridt vi hverken ere kaldede til at være eller ville være Apologister for Comiteen og øvrige Vedkommende, lige saa- lidet sour vi ville sirive nogen Panegyrik — at midersoge og om mulige« at udfinde, hvad der kan være Aarsagen til den mindre gunstige Stemniilg (der jo ogsaa maa ittdvirke paa de Tilfredse), og dernæst: hvad der maaskee kan gjores for at afhjælpe samme. Disse tvende Sporgsmaal synes os nok værd at drøfte lidt. Med Hensyn til Aarsage«, da tilskrive vi samme for en stor Deel Veirliget, Temperaturen og hvad dermed staaer i Forbindelse. Da Ud- stillittgen aabaedes, var det trykkende hedt. Hele Naturen trængte til Regn, Mennesket sukkede ogsaa under Torkm. En Lamhed, Slappelse, Sløvhed var uundgaaelig; man gad ikke gjort Noget, end ikke været Tilskuer. Veien hen til Bygningen var allerede udmattende, i denne Dorsthedstilstand — meer eller mindre bevidst — var man træt, førend man begyndte at beskue og saae tilsidst ikke Skoven for Træerne. Da Heden omsider tabte sig, da vi fik Regn og Lyuild, indtraf ikke den Mildhed, den Reenhed i Luften, som gjerne følger efter et „rendsende" Uveir; vi fik det bekjendte Veir, som paa Baro- meteret angives, naar Qviksolvet staaer imellem „Ustadigt" og „Regn og Blæst". Hvilken Ind- flydelse et saadant Veir har paa „Nerverne," er bekjendt nok. Trækninger i alle Lemmer, Uro i Fødderne og fremfor Alt: Gigt i Hovedet, det folger med disse raae Binde. I vore Dage lide forfærdelig Mange af deslige Trækninger, af Gigt og Rheumatisme — selv den evigunge Kjærlighedsgud har jo maattet sikre sig ved hydro- electrisie Gigtkjæder, hvad Enhver kan overbevise sig om endog i Udstillingsbygningen. Hvad Under, at denne bratte Overgang — det er nu engang ikke anderledes i det Land, hvor man stal have 9 Maaneder Vinter og 3 Maaneder ingen Sommer — maa gjøre mangfoldige Men- nester gnavne og vrautne? Vi kaste ikke den forste Steen. Men det gjor os kun ondt, at det sial gaae ud over Udstillingen — et Fore- tagende, hvoraf vi love oS de bedste Frugter. Dette ansee vi, som sagt, for Hovedaarsagen til Misstemningen. Naturligviis er der vel ogsaa en Deel Biaarsager, s. Er. Reminiscentser fra den Londoner Verdensudstilling, med hvilken vor hverken kan eller vil maale sig, fremdeles en feilagtig Opfatning af deölige Udstillingers Hen- sigt, overspændte, overdrevne og uberettigede For- dringer o. s. v.