Industriudstillingstidende 1852

39 det opløste Tin vistnok ogsaa finder Sted for- medelst Jerilet under Fortinningen. Vi vide ret godt, at vi her ikke have sagt Vedkommende, der benytte denne Bliktegning, som, anveridt med Smag, tager sig godt ud, noget Nyt, og at Erfaringen har lært dem mangt et Kunstgreb, hvorom vi her ikke have ytret os. Men vi antage desuagtet, at der i denne lille Artikel kunne findes Vink, der ikke ere uden al Interesse og som maasiee tidligere ere blevne upaaagtede. Det kostbareste Stykke i Industrin-Mingen. Engang besaae jeg en Samling af Old- sager. Ved Beskuelsen af et Guldsmykke ytrede en tilstedeværende Dame, at dette vistnok var det kostbareste Stykke, Samlingen eiede; men Anti- qvaren smilede med ubeskrivelig Haan, lagde Guldet med kjendelig Foragt paa sin Plads og præsenterede os varsomt imellem to Fingre en Stump gammelt Potteskaar, med den højtidelige Forsikring, at her saae vi Museets kostbareste Prydelse. Bi nærmede os Helligdommen med behørig Veneration; men med vor bedste Villie var og blev det for os kun et Pottestaar. Denne lille Scene har ofte foresvævet mig inde i Udstillingsbygningen. — Det synes at være en medfødt Hang hos de Fleste, at ville vurdere Gjenstandene; og da man nu engang ikke har anderi Maalestok, end de kjære Penge, ingen anden Bismer end Penge og overhoved hverken kail tælle, maale eller veie uden ved Hjælp af Penge, naar man vil vide Gjenstan- denes Værdi, saa er det naturligt, al Prisen spiller en saare vigtig Rolle. Som smukt, i og for sig, kan Et eller Andet gjerne maale sig med et langt kostbarere Arbeide; men det er dog Værdien, som giver det Nimbus. Man kan godt tænke sig en Naalemager - Kurv i Tin tiltale Besiueren langt mere end et Juveelarbeide af lignende Form, især i nogen Frastand; men horer han saa, at dette koster lige saa mange Tusinde Daler, som Tinnet koster Skillinger, saa begynder han at tage de ægte Perler og Dia- manter i nærmere Diesyn, de faae en forhoiet Glarlds, og han begriber ikke, hvor han har havt sine Dine; ja, han finder det endog maasiee en Anmasselse, at det stakkels Tin har vovet at fremtræde saa blankt og med saadanne Former, at han for en Stund ansaae det for Juveler. Men mangt et Arbeide kan dog ikke vurderes efter den Værdi, som det Stof eller Material har, hvoraf det er forfærdiget; hvad vilde vel f. Er. et godt chirurgisk Jllftrument være værd i et Jernstøberi eller for Folk, som kjobe gammelt Jern o. s. v. ? I dette Tilfælde maa da Arbeidet tages i Betragtning. Der er endnu et tredie Tilfælde, nemlig, hvor Materialets Værdi og Arbeidslonnen begge træde i Forbindelse og om- trerit ballancere. Dette finder ikke sjeldent Sted. Men, vil man indlade sig paa det i sig selv temmelig overflødige Spørgsmaal, hvilken Gjen- stand, der er den kostbareste af alle de udstillede, saa maa man forst blive enig om, i hvilken For- stand, Kostbarheden skal tages. Jeg fluttede mig forleden til et lidet Sel- stab, der netop havde beseet Udstillingen og vilde til at forlade den. „Hor, Fader!" sagde Dat- teren, „hvilket Stykke vilde Du tage med Dig, hvis Du havde Lov at vælge Dig en Gjenstand herinde?" „Jeg vilde tage Nr. 941", svarede Manden, der just havde Fortegnelsen i Haanden. „Hvad for Noget!" udbrod den unge Dame efter at have kastet et Blik i Cataloged „Det er jo en Sprøite!" „Ja vel er det saa. Det er Kobbersmed P. Breums Karresproite af ny Construction." „Men — Fader — Du er jo dog ikke Brandmajor!" bemærkede Datteren. „Ligemeget! Man har fortalt mig, at Sprøiten er god, og den seer mig ud til at kunne yde Gavn, naar det kttiber. 120 Rbd. er flet ikke formeget for saadarit et nyttigt Stykke." „Ja — men — Fader — det maa jo være Braridmajorerls Sag," gjentog hun. „Var jeg Brandmajor," vedblev Manden,