Kunstfærdige Gamle Bogbind Indtil 1850
Det Danske Kunstindustrimuseums Udstilling 1906

INDLEDNING Det var Boyet, Duseuil, Lemonnier, Douceur, Dubuisson, men frem for alle Padeloup og Derome, hvem denne Fornyelse skyldtes. Til Padeloups Navn henføres gærne de højlskattede Bind med den bekendte Bogsamlers, Grev Hogms, Vaaben (Fig. 103), undertiden ogsaa nogle Bind, som er udførte for Dron- ning MarieLeczinska i Le Gascons Stil, men paa lidt nær trykte med Plade i Stedet for med Stempler (Fig. 104). Men særlig- knyttet til Padeloup er Kniplingsmønstret, som han indførte, medens den berømtere Deromes Rolle snarere var den at skabe det en enorm Udbredelse. Om der paa Udstillingen fandtes noget egenhændigt Kniplingsbind af Padeloup er tvivlsomt. Ft af Bindene i hans Genre bar paa Ryggen en ellers ukendt Signatur, Durand (Fig. 105). Et Par andre (Fig. 106—107) var saa skønne, at de i hvert Fald ikke vilde have gjort ham nogen Skam. Familjen Deromes Repræsentation paa Udstillingen var beskeden, men til Gengæld uomtvistelig aulhentisk. Vel havde man kun en Tradition at holde sig til, naar lalen var om det Bind, som optraadte under den ældre Deromes Navn, og hvor- af Spejlet (Fig. 108) var bedre end Ydersiden. Men af den langt mere kendte yngre Derome fandtes et fuldt signeret lille Bind (Fig. 109) foruden flere i hans Stil (Fig. 110). At hans Stil blev den sidste, som støttede paa Haandforgyldningens store Tra- ditioner, fremgik klart nok af Udstillingen. En mægtig presse- trykt Foliant/i hvis Hjørner Ludvig XV’s kronede Monogram vexlede med den senere Ludvig XVI’s Vaaben (kig. 111) og et — i øvrig indtagende — lillebitte Bind med en camaieumalet Genius, som rækker en Rose (Fig. 115) var blandt det meget, der mindede om den Kendsgærning, at mod Aarhundredets Slutning søgte man allehaande Surrogater for Haandforgyld- ningen. Interessen saavel for smukt trykte som for smukt bundne Bøger var allerede i rivende Aftagende, da Revolutio- nen brød løs og udryddede den totalt for en Tid. Da den atter vaagnede, var Traditionerne tabte paa dette som paa saa man- ge andre af Kunsthaandværkets Omraader. Næsten bogstavelig talt maatte Bogbinderhaandværket opfindes paa Ny. Som den, dergenopfandtdet, nævnes almindelig Thouuenin, og sandt er det, at hans Bind - i Retning af Falsning, Hællning og overhovedet Forarbejdelse af den egentlige Bog-Blok (le corps d’ouvragej — hørte til Tidens sundeste og solideste. Men han var kun en glimrende Haandværker, ingen skabende Kunstner paa sil Ömraade. Omtrent det samme kan siges om de samtidige og lidt yngre franske Bogbindere, om Simier, Bozérian, Gruel-Engelmann, Purgold, Trautz-Bauzonnet, Niedrée, Marius Michel d. æ., Cape, Duru og eller mange overensstemmende Vidnesbyrd ogsaa om lyskeren Zaehns- dorf i London og hans Landsmænd dér, Baumgärtner og 11