Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste
Forfatter: Helge Holst
År: 1910
Serie: 1. Bind
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
UDK: 621.30 gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
288
ELEKTRICITETENS NATUR
præsenteres af Atomets positive Bestanddel, der tænkes jævnt for
delt over hele det Ruin, Atomet indtager. Man faar da ogsaa her be-
stemte Grupperinger af Elektronerne i flere eller færre Kredse, sva-
rende til de forskellige Antal af Elektroner; idet Elektronerne antages
at kredse rundt bliver deres Grupperinger dog anderledes end Naa-
lenes. Thomson kunde nu vise, at der til de forskellige Atomgruppe-
ringer i de tænkte Atomer vilde svare forskellige fysiske og kemiske
Egenskaber i Lighed med dem,
Thomsons Forsøg blev derved
vi kender fra de virkelige Stoffer, og
et betydningsfuldt Forvarsel om den
Opklaring af mangfoldige gaade-
fulde Forhold, Studiet af Atomer-
nes Bygning en Gang vil kunne
bringe os. Men at de virkelige Ato-
mer just skulde være byggede som
de Thomson’ske, vilde disses Op-
havsmand mindst af alle paastaa.
Sandsynligvis optræder de virke-
lige Atomers Elektroner paa to
vidt forskellige Maader, nemlig dels
som Grunclbestanddele af den in-
Fig. 280. En magnetisk »Atommodel«.
dre Atombygning, dels i løsere Til-
knytning, saa at de let kan løs-
rives ved almindelige fysiske og
kemiske Midler og uden at Atomet
derved fuldstændig omdannes. — At
Atomer til Tider bliver ustabile og
omdannes under Tab af Grund-
bestanddele, kan forklares ved Elek-
tronernes Kredsen. Fra en kredsende Elektron vil der nemlig ligesom
fra en svingende brede sig elektriske Bølger i Rummet; men til Ud-
sendelsen af disse bruges Energi, som Elektronen maa afgive, og dette
medfører, at den taber i Hastighed. Naar nu Hastigheden derved naar
ned til bestemt Størrelse, kan hele Systemets Ligevægt komme i Fare,
saa at yderligere Nedgang medfører et Sammenbrud, hvorved Atom-
delene omordnes og muligvis en Elektron eller en større Atomdel farer
ud i Rummet. Men det vanskelige bliver da at forstaa at Atomer kan
holde sig uforandrede i Aartusinder, Aarmillioner, ja endnu mange
Gange længere Tidsrum. Dette kan maaske forklares veel, at Energi-
afgivelsen indskrænkes til en forsvindende Ubetydelighed gennem de
enkelte Elektroners og de positive Atomdeles Sammenspil.