Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

288 ELEKTRICITETENS NATUR præsenteres af Atomets positive Bestanddel, der tænkes jævnt for delt over hele det Ruin, Atomet indtager. Man faar da ogsaa her be- stemte Grupperinger af Elektronerne i flere eller færre Kredse, sva- rende til de forskellige Antal af Elektroner; idet Elektronerne antages at kredse rundt bliver deres Grupperinger dog anderledes end Naa- lenes. Thomson kunde nu vise, at der til de forskellige Atomgruppe- ringer i de tænkte Atomer vilde svare forskellige fysiske og kemiske Egenskaber i Lighed med dem, Thomsons Forsøg blev derved vi kender fra de virkelige Stoffer, og et betydningsfuldt Forvarsel om den Opklaring af mangfoldige gaade- fulde Forhold, Studiet af Atomer- nes Bygning en Gang vil kunne bringe os. Men at de virkelige Ato- mer just skulde være byggede som de Thomson’ske, vilde disses Op- havsmand mindst af alle paastaa. Sandsynligvis optræder de virke- lige Atomers Elektroner paa to vidt forskellige Maader, nemlig dels som Grunclbestanddele af den in- Fig. 280. En magnetisk »Atommodel«. dre Atombygning, dels i løsere Til- knytning, saa at de let kan løs- rives ved almindelige fysiske og kemiske Midler og uden at Atomet derved fuldstændig omdannes. — At Atomer til Tider bliver ustabile og omdannes under Tab af Grund- bestanddele, kan forklares ved Elek- tronernes Kredsen. Fra en kredsende Elektron vil der nemlig ligesom fra en svingende brede sig elektriske Bølger i Rummet; men til Ud- sendelsen af disse bruges Energi, som Elektronen maa afgive, og dette medfører, at den taber i Hastighed. Naar nu Hastigheden derved naar ned til bestemt Størrelse, kan hele Systemets Ligevægt komme i Fare, saa at yderligere Nedgang medfører et Sammenbrud, hvorved Atom- delene omordnes og muligvis en Elektron eller en større Atomdel farer ud i Rummet. Men det vanskelige bliver da at forstaa at Atomer kan holde sig uforandrede i Aartusinder, Aarmillioner, ja endnu mange Gange længere Tidsrum. Dette kan maaske forklares veel, at Energi- afgivelsen indskrænkes til en forsvindende Ubetydelighed gennem de enkelte Elektroners og de positive Atomdeles Sammenspil.