Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

FRA ELEKTRICITETENS BARNDOMSTID 7 deri, at han for en stor Mængde forskellige Stoffer undersøgte, om de ligesom Rav fik Tiltrækningskraft ved Gnidning. Det viste sig, at dette bl. a. var Tilfældet med Diamant, Safir, Bjærgkrystal, Svovl, Harpiks, Glas m. m., medens der var mange andre Stoffer og deriblandt navn- lig Metallerne, som han ikke kunde gøre tiltrækkende. Den ved Gnid- ning frembragte Tiltrækningskraft kaldte han »den elektriske Kraft« og de Stof- fer, der bar sig ad som Rav, kaldte han elektriske, de andre uelektriske; disse sid- ste Benævnelser har man imidlertid atter maattet opgive af Grunde, vi snart skal lære at kende. Selve Ordet Elektricitet har Gilbert ikke brugt; det er først indført adskil- ligt senere, maaske af Irlænderen Boyle, der 1675 udgav en Bog med Titlen »Om me- kanisk Frembringelse af Elektricitet«. Gilberts magnetiske Undersøgelser brag- te tilsyneladende me- re betydningsfulde Re- Fig. 1. William Gilbert, Grundlæggeren af de elektriske og magnetiske Videnskaber. sultater end de elek- triske; men her havde han ogsaa et fyldigere Grundlag at bygge paa. Allerede i Oldtiden vidste man, at visse Jærnmalme havde Evne til at tiltrække Jærn; og paa Gilberts Tid havde Sømændene længe brugt Kompasset som Vejviser paa deres Rejser. Et saadant Kompas kunde simplest dannes af et Stykke af den tiltrækkende Jærnmalm, som laa paa et Bræt, der svømmede i et Fad Vand; Malmstykket vilde da altid vende en bestemt Side mod Nord. Malmen kaldtes Magnetsten, vistnok fordi saadan Malm fandtes ved Magnesia i Lilleasien. I Stedet for selve Malmen kunde man imidlertid bruge en tynd Staalstang, som ved Strygning med den tiltrækkende Malm fik samme Egenskaber som