Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
107 Det er en Selvfølge, at der hører nogen Erfaring eller Øvelse til at gøde direkte til Afgrøderne, naar man er vant til at bringe Gødningen ud paaJorden halve eller næsten hele Aar, før Jorden besaas. Deterjoogsaa i mange Henseender lettere at gjøre dette end at gøde og saa Jorden med [det samme. Men man kan jo gaa i Lære hos Landmændene, der har med Sandjorder at gjøre, og navnlig da i Jylland; og i hvert) Fald kan man gaa smaat frem med at gøde di- rekte til Afgrøderne. Ved denne Gødningsmaade kan det nemlig være noget vanskeligt, navnlig paa bindende Jord, at faa Gødningen bragt ud og faa den fældet ned, mens Jorden er tjenlig til at bearbejdes, og det kan da let ske, at Jorden under Gødskningen og Bearbejdningen bliver ubekvem; men sker dette, vil Afgrøden, skjønt der er Næ- ring til den i rigeligt Maal. dog i Reglen trives saa simpelt, at den vilde være bleven bedre, hvis Jorden havde været vel bekvem under Saaningen, men ikke var bleven gødet. Naar man i et Tilfælde soin dette gjør den Slutning, at den direkte Gødskning er uheldig eller endog skadelig, skjønnes det let, at det i Virkeligheden er Landmandens og ikke Gødningens Skyld. Det er nødvendigt at gaa over til den direkte Gødsk- ning til Afgrøderne for at faa fuld Nytte af Gødningen, og Landmændene maa da lige saa nødvendigt lære den Kunst at kunne gjøre det, uden at Jorden bliver ubekvem derved. Som Midler til at naa dette maa foruden den personlige Erfaring endvidere nævnes, at Gødningen ikke maa være for halmet, at Halmstrøelsen bør skæres i nogle Tmr. lang Hakkelse, at man gøder oftere og maaske tyndt ad Gangen, at Gødningen spredes rigtig fint, og at den til Vaarafgrøder nedfældes let, enten ved Skrællepløjning eller ved Harvning (s. S. 24). I de senere Aar er det af og til blevet udtalt, at man helst burde gøde til alle Afgrøderne hvert Aar. Det er nok muligt, at dette er Idealet, der bør stiles efter, og navnlig da paa muldfattige, simplere Jorder. Foreløbigt naas der vel ikke videre end til at faa Jorden gødet hvert 4., 3. eller højst hvert 2. Aar, og det er følgelig et vigtigt Spørgsmaal, til hvilke Afgrøder der da helst bør gødes. Gød- ningen bør nemlig fortrinsvis anvendes til de Afgrøder, som formaar at benytte den mest fuldstændig førsteSommer,