Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
107
Det er en Selvfølge, at der hører nogen Erfaring eller
Øvelse til at gøde direkte til Afgrøderne, naar man er vant
til at bringe Gødningen ud paaJorden halve eller næsten hele
Aar, før Jorden besaas. Deterjoogsaa i mange Henseender
lettere at gjøre dette end at gøde og saa Jorden med [det
samme. Men man kan jo gaa i Lære hos Landmændene,
der har med Sandjorder at gjøre, og navnlig da i Jylland;
og i hvert) Fald kan man gaa smaat frem med at gøde di-
rekte til Afgrøderne. Ved denne Gødningsmaade kan det
nemlig være noget vanskeligt, navnlig paa bindende Jord,
at faa Gødningen bragt ud og faa den fældet ned, mens
Jorden er tjenlig til at bearbejdes, og det kan da let ske,
at Jorden under Gødskningen og Bearbejdningen bliver
ubekvem; men sker dette, vil Afgrøden, skjønt der er Næ-
ring til den i rigeligt Maal. dog i Reglen trives saa simpelt,
at den vilde være bleven bedre, hvis Jorden havde været vel
bekvem under Saaningen, men ikke var bleven gødet. Naar
man i et Tilfælde soin dette gjør den Slutning, at den direkte
Gødskning er uheldig eller endog skadelig, skjønnes det let,
at det i Virkeligheden er Landmandens og ikke Gødningens
Skyld. Det er nødvendigt at gaa over til den direkte Gødsk-
ning til Afgrøderne for at faa fuld Nytte af Gødningen, og
Landmændene maa da lige saa nødvendigt lære den Kunst
at kunne gjøre det, uden at Jorden bliver ubekvem
derved. Som Midler til at naa dette maa foruden den
personlige Erfaring endvidere nævnes, at Gødningen ikke
maa være for halmet, at Halmstrøelsen bør skæres i nogle
Tmr. lang Hakkelse, at man gøder oftere og maaske tyndt
ad Gangen, at Gødningen spredes rigtig fint, og at den
til Vaarafgrøder nedfældes let, enten ved Skrællepløjning
eller ved Harvning (s. S. 24).
I de senere Aar er det af og til blevet udtalt, at man
helst burde gøde til alle Afgrøderne hvert Aar. Det er nok
muligt, at dette er Idealet, der bør stiles efter, og navnlig
da paa muldfattige, simplere Jorder. Foreløbigt naas der
vel ikke videre end til at faa Jorden gødet hvert 4., 3. eller
højst hvert 2. Aar, og det er følgelig et vigtigt Spørgsmaal,
til hvilke Afgrøder der da helst bør gødes. Gød-
ningen bør nemlig fortrinsvis anvendes til de Afgrøder, som
formaar at benytte den mest fuldstændig førsteSommer,