Gødningslæren og Sædskiftet

108 idet vi maa erindre, at den Del af Gødningen, der skal gjemmes over i Jorden til det følgende Aars Afgrøde, altid i den mellemliggende Vinter vil lide noget Tab ved Udvask- ning. Navnlig bør de Afgrøder, hvortil der gødes, kunne benytte den Del af Gødningen, der er eller i Sommerens Løb bliver let tilgængelig, thi hvad de ikke formaar at be- nytte deraf, vil rimeligvis saa godt som alt udvaskes og spildes i Løbet af Vinteren, og dette gjælder frem for alt Salpetersyren. Gødes der f. Eks. rigeligt til Vaarkorn, hvori der ikke lægges ud med Kløver og Græs, vil en saa kort- varigt voksende Afgrøde, selv om den trives nok saa godt, ikke kunne forbruge al den om Sommeren fremkommende tilgængelige Plantenæring, thi dertil høstes den for tidlig, og efter dens Høst vil der dannes en Del Salpetersyre, som ufejlbarlig vil udvaskes af Vandet, da Jorden i Efteraars- tiden mangler en Afgrøde, som kunde optage den. Tages der igjen Vaarkorn uden Udlæg i samme Jord Aaret efter, kommer der et Gødningstab frem paa lignende Maade. Selv om man ved en Gødskning som den antydede synes at faa god Nytte af Gødningen, faas der dog ikke nær fuld Nytte af den. Vil man endelig gøde direkte til Vaarkorn uden Udlæg, bør der kun gødes ganske tyndt, 6 å 8 Læs pr. Td. Ld., eller ikke niere, end at Afgrøden kan komme i en livlig begyndende Grøde og som Følge deraf straks faar et kraftigt Rodnet og kraftige Blade, ved hvis Hjælp den da faar Evne til at benytte Jordens absorberede Plantenæ- ring eller dens „gamle Kraft“ fuldt ud. Lægges der ud med Kløver og Græs i Vaarkornet, og der skal gødes dertil, er der Grund til at gøde noget stærkere, da Udlæget saa kan faa god Nytte deraf. Men i det hele taget faar man vanskelig fuld Nytte af Gødning, anvendt til Vaarkorn, naar der ikke, som efter Grønfoder i Brakken, saas Vintersæd i samme Jord om Efteraaret, og det ikke blot fordi disse Af- grøder kun har en kort Væksttid, men lige saa meget fordi de har et i Reglen lidet dybtgaaende Rodnet, der følgelig nærmest kun kan optage den Plantenæring, der findes i Mad- jorden, men ikke den, Vandet fører ned i Undergrunden. Resultatet heraf er, at Gødningen helst maa an- vendes til de Afgrøder, som har en lang Væksttid og som helst tillige har dybtgaaende Rødder, for