Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
Ill sig i. Over for bindende Jorder kan følgelig stærkt fyldende og hurtigt gjærende Gødning gjøre ypperlig Virkning i fysisk Henseende og da navnlig til Afgrøder, som har god Evne til at benytte den som Næring. Paa lette Jorder maa den ligeledes helst fylde stærkt, naar den blot er rig paa Tørve- strøelse, som fremmer Sandjordens Sammenhæng; men hæm- mer Gødningens Gjæring, der ellers let kan gjøre denne Jord for tør, løs og varm. Om Gødningens fysiske Betydning for de forskjellige Jorder henvises iøvrigt til S. 17—18r 23—24 og 29. Hvad dernæst den faste Gødnings Indhold af gødende Stoffer angaar, er den jo temmelig rig paa Æggehvide, som i vel behandlet Jord omsættes ret livlig til Ammoniak og Salpetersyre, dog ikke nær altsammen, hvorimod de Urin- stoffer, Gødningen indeholder, ganske sikkert fuldt omsættes til Kvælstofnæring første Sommer. Heraf følger, at Stald- gødningen virker des kraftigere til første Afgrøde, jo mere Urin den indeholder, men dog ikke ganske i samme Forhold, idet dens Mængde i den faste Gødning afhænger af, hvor megen Strøelse der benyttes, og denne, navnlig Tørvestrøelsen, vil hæmme Urinens Omsætning mere eller mindre. Dernæst indeholder den faste Gødning næsten al den samlede Stald- gødnings Fosforsyre, selv om der særligt opsamles en Del Urin og Ajle for sig, og endelig indeholder den en Del Kali, men jo mindre, des mere Urin og Ajle, der opsamles og benyttes for sig. Det er altsaa heraf klart, at den Stald- gødning, der formaar at fastholde al Urinen, er ikke saa lidt mere alsidig i Indhold og følgelig ogsaa i Virkninger end den, som deles i en fast og en flydende hver for sig. Den faste Gødning bliver da mindre drivende eller mere langsomt virkende, men stammer den kun fra et kraftigt Foder, kan den ligefuldt udmærket ernære de Afgrøder, som ikke skal drives meget hurtigt og kraftigt frem, og som skal give en smuk og fyldig Kjærne. Den egner sig saaledes godt til Vintersæd eller til Vaarkorn, om man vil gøde direkte dertil, mens den, anvendt til Roer og Grønfoder, vistnok er mindre virksom, end den bør være, da disse Afgrøder sætter Pris paa rigeligere Kvælstof- og Kalinæring, end en saadan Gødning alene kan yde den. For at bøde noget herpaa kan man, naar den faste Gødning skal kjøres ud, vande den