Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Ill
sig i. Over for bindende Jorder kan følgelig stærkt fyldende
og hurtigt gjærende Gødning gjøre ypperlig Virkning i fysisk
Henseende og da navnlig til Afgrøder, som har god Evne
til at benytte den som Næring. Paa lette Jorder maa den
ligeledes helst fylde stærkt, naar den blot er rig paa Tørve-
strøelse, som fremmer Sandjordens Sammenhæng; men hæm-
mer Gødningens Gjæring, der ellers let kan gjøre denne
Jord for tør, løs og varm. Om Gødningens fysiske Betydning
for de forskjellige Jorder henvises iøvrigt til S. 17—18r
23—24 og 29.
Hvad dernæst den faste Gødnings Indhold af gødende
Stoffer angaar, er den jo temmelig rig paa Æggehvide, som
i vel behandlet Jord omsættes ret livlig til Ammoniak og
Salpetersyre, dog ikke nær altsammen, hvorimod de Urin-
stoffer, Gødningen indeholder, ganske sikkert fuldt omsættes
til Kvælstofnæring første Sommer. Heraf følger, at Stald-
gødningen virker des kraftigere til første Afgrøde, jo mere
Urin den indeholder, men dog ikke ganske i samme Forhold,
idet dens Mængde i den faste Gødning afhænger af, hvor
megen Strøelse der benyttes, og denne, navnlig Tørvestrøelsen,
vil hæmme Urinens Omsætning mere eller mindre. Dernæst
indeholder den faste Gødning næsten al den samlede Stald-
gødnings Fosforsyre, selv om der særligt opsamles en Del
Urin og Ajle for sig, og endelig indeholder den en Del Kali,
men jo mindre, des mere Urin og Ajle, der opsamles og
benyttes for sig. Det er altsaa heraf klart, at den Stald-
gødning, der formaar at fastholde al Urinen, er ikke saa
lidt mere alsidig i Indhold og følgelig ogsaa i Virkninger
end den, som deles i en fast og en flydende hver for sig.
Den faste Gødning bliver da mindre drivende eller mere
langsomt virkende, men stammer den kun fra et kraftigt
Foder, kan den ligefuldt udmærket ernære de Afgrøder, som
ikke skal drives meget hurtigt og kraftigt frem, og som skal
give en smuk og fyldig Kjærne. Den egner sig saaledes
godt til Vintersæd eller til Vaarkorn, om man vil gøde direkte
dertil, mens den, anvendt til Roer og Grønfoder, vistnok er
mindre virksom, end den bør være, da disse Afgrøder sætter
Pris paa rigeligere Kvælstof- og Kalinæring, end en saadan
Gødning alene kan yde den. For at bøde noget herpaa kan
man, naar den faste Gødning skal kjøres ud, vande den