Gødningslæren og Sædskiftet

116 Derimod egner den sig mindre godt til Afgrøder, der skal give moden og god Kjærne; den kan dog benyttes dertil med Forsigtighed, d. e. ikke anvendes dertil i større Mængde, end at de i den første Tid af deres Vækst kan komme i en livlig Udvikling. Faar Urinen Lov til at virke til dem i længere Tid, busker de sig let saa meget, at de gaar i Leje, og de kan da vanskeligt modnes og giver for lidt og for simpel Kjærne. Ogsaa til Roer bør Urinen ikke virke ud over den første Halvdel af deres Væksttid, da de i modsat Fald vanskeligt modnes inden Optagningen, giver for megen Top og ikke holdbare Rødder. Til Græs, der ikke skal give modent Frø, kan Urinen uden nogen Ulempe virke under hele dets Vækst. Men som almindelig Regel kan det dog slaas fast, at Urinen virker med størst Nytte og uden Ulemper til alle Afgrøder i den første Halvdel af deres Væksttid. Da Urinen er rig paa Kvælstof og Kali, men fattig paa Fosforsyre, er det en Forudsætning for dens rette An- vendelse, at Jorden enten indeholder tilstrækkelig Fosforsyre i tilgængelig Form, eller, da dette i Reglen ikke er Tilfæl- det, at der forud eller samtidig med, Urinen anvendes, tillige gødes ekstra med fosforsyreholdig Gødning. Paa sandede og tørveagtige Jorder bør da benyttes Fosfatmel, og paa gode, lerede Jorder rent Superfosfat, derimod hverken Benmel eller sur fosforsur Kalk, da disse Gødninger for- uden Fosforsyre tillige indeholder en Del Kvælstof, som der ikke er Brug for, naar der anvendes Urin. Navnlig bør man bruge fosforsyreholdig Gødning sammen med Urin, naar denne udføres til Kjærneafgrøder, Roer og vedvarende Græs, mens det er mindre nødvendigt til kortvarigere Græsleje. Mangler Jorden eller rettere Afgrøderne rigelig Fosforsyre, vil Urinens Kvælstofnæring ikke komme til fuld Nytte, thi dels kan den saa ikke altsammen af Afgrøden omsættes til Æggehvide, og en Del deraf vil da i Form af Salpetersyre udvaskes, og dels vil Modningen blive mindre god og Af- grøderne faa et mindre Næringsindhold. I det Urinen driver Afgrøderne stærkt frem, saa de faar kraftige Rødder, Stængler og Blade, medfører dette, at Afgrøderne bliver graadige og faar forøget Evne til at op- tage Næring. Selv om der gødes stærkt med Urin, kan