Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
 117 denne dog ikke alene afgive Næring nok; den mangler, som nævnt, næsten aldeles Fosforsyre, men indeholder heller ikke tilstrækkelig Kalk, Kiselsyre osv., ja selv dens Kvælstof vil ikke strække til over for Roer og i det hele taget de Afgrøder, som skal modnes, hvad jo simpelt hen følger af, at Urinen ikke maa virke direkte til dem uden i deres første Væksttid. Urinen maa nærmest betragtes som en udmærket Hjælpe- gødning lige som Latrin og Chilisalpeter; den giver, som omtalt, Afgrøderne kraftige Blade og Rødder, og dersom Jorden er nogenlunde frugtbar i Forvejen, vil denne Frugt- barhed blive taget stærkere i Brug end ellers. Den forøgede Afgrøde, Urinen fremkalder, skyldes følgelig ikke blot dennes Indhold af Plantenæring, idet Jorden og tidligere indlemmet Gødning heri ogsaa maa yde deres Part deraf. Det ses heraf, at Urinen virker udpinende, men dette er netop en Dyd ved den, naar man blot ikke glemmer at gøde Jorden godt, om end ikke samtidig, men for ud og bag efter Urinens Anvendelse. Den er naturligvis selv en virkelig Gødning, dog at den tillige giver Afgrøderne en fortrinlig Evne til ogsaa at optage Næring fra Jorden. Urin vil altsaa komme til bedst Anvendelse paa Jord, som allerede er i ordentlig Kraft, mens den strængt taget ikke hører hjemme paa mager eller udpint Jord. Da Urinen er flydende, er det et Spørgsmaal, om den kan benyttes paa alle Slags Jorder, og navnlig kunde man tvivle paa, om den hører hjemme paa Sandjorder. Erfarin- gerne lærer os imidlertid, at den ogsaa med god Virkning kan anvendes derpaa, naar Jorden blot er muldet og i god Drift; er den derimod muldfattig, holder den saa daarligt paa Ammoniak og Kali, at den næppe bør gødes med Urin. Til kær- og tørveagtig Jord med Tilbøjelighed til at give Lejesæd bør der heller ikke anvendes Urin, da Jorden er rig nok paa Kvælstofnæring af Naturen. Men med de her nævnte Undtagelser kan Urinen benyttes med Fordel paa alle Slags Jorder, dog bør man selvfølgelig huske vel paa, at den under alle Forhold er udsat for at lide Spild ved Udvaskning, og at man derfor maa sørge for, at den kan optages af Afgrøderne saa at sige med det samme, den bringes ud paa Jorden. At det er lettere at undgaa Spild