Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
6 Maade, hvorpaa udpint eller mager Jord igjen kan komme til at give tilfredsstillende Afgrøder. Denne Opgaves Løs- ning vil ikke blot tage Tid, men den vil tillige berede Landmanden ikke faa Vanskeligheder, ikke mindst den at kunne skaffe den fornødne Gødning til Veje. Som noget selvfølgeligt kan vi gaa ud fra, at det hovedsagelig er ved Anvendelse af Staldgødning, at Frugtbarheden skal op- hjælpes. Og da de fleste Landbrug selv maa tilvirke al den Staldgødning, der er Brug for, maa der ogsaa for Gødningens Skyld lægges den største Vægt paa, at Besætningen er saa stor som mulig, at den bestaar af kraftige, gode Dyr, der kan taale og betale en stærk Fodring, og at denne ogsaa for en Del af Sommeren sker paa Stald. G-ødningen maa endvidere opbevares godt, anvendes med størst mulig Nytte- virkning ude i Marken, og strækker den ikke fuldt til, kan man til yderligere Støtte anvende Grøn gødning og kunstige Gødninger. Det ældre Landbrug lastes ofte stærkt, fordi det med Fynd og Klem anvendte en udpræget Rovdrift over for Jorden. Imidlertid er Sandheden den, at denne Driftsmaade en Tid lang var den eneste fornuftige og er det forøvrigt fremdeles, hvor Jorden er saa rig paa „gammel Kraft“, at den ikke trænger til Gødning. Den blev først en Rovdrift i egentlig Forstand, da Jordens Indhold af tilgængelig Plantenæring begyndte at blive utilstrækkelig til at give alle Afgrøderne Næring nok. Det ældre Landbrug har eiter- haanden altfor meget gjort sig skyldig i at anvende denne Rovdrift og har med en mærkværdig Uvillie og Uforstand været altfor træg med at slaa ind paa Erstatningsdriften, hvorunder Afgrødernes Rov af Plantenæring fra Jorden saa fuldt som mulig erstattes igjennem Tilførsel af Gødning, mens man iøvrigt anvender de samme Midler som under Rovdriften for at faa Afgrøderne til at trives godt. Lige saa rigtigt det var stærkest mulig at udnytte Jordens „gamle Kraft“, lige saa rigtigt og nødvendigt er det, at den an- vendte Gødning, Jordens „nye Kraft“, tages hurtigst og stærkest mulig i Brug af Afgrøderne. Men Hovedbetingelsen herfor er, at Jorden behandles udmærket godt med Plov og Harve, mergles og rørlægges, hvis det ikke allerede er sket, brakkes omhyggelig, dersom den ikke paa anden Maade kan