Gødningslæren og Sædskiftet

7 holdes ren og skjør nok, og at Sædskifter, der kan fremme Gødningens gode og hurtige Benyttelse, indføres. Alle disse Midler virker ganske vist udpinende, men de er kun Midler og ikke Aar s ag dertil; denne er og var jo, at der gødes for lidt, meget for lidt i Forhold til Jordens øvrige gode Behandling. Opgaven er nu paa en Gang at anvende baade Rovdrift og Erstatningsdrift. Det er paa ingen Maade nok at gøde rigeligt og godt, det er lige saa vigtigt snarest mulig at faa Gødningen omdannet til Afgrøder, der direkte eller indirekte kan omsættes i klingende Mønt. Gødningen er en Kapital, der betros til Jorden; men saa længe den bliver deri, giver den ingen Rente og er tillige udsat tor at lide Tab; først naar vi faar den omsat i Form af Afgrøde, er vi sikre paa at iaa Udbytte af den. De gamle Midler til Forøgelse af Jordens Frugtbarhed gjælder det følgelig om at benytte fremdeles og om muligt endnu dygtigere end hidtil. Men disse Midler er ikke længere tilstrækkelige, siden Jordens „gamle Kraft væsent- lig er blevet opbrugt. Et nyt Middel maa nu absolut føjes til, nemlig saa rigelig og god Gødning, at dennes Indhold af Plantenæring i Forening med, hvad Jorden endnu selv yder deraf, kan ernære alle vore Afgrøder fuldt ud. Dette Middel er jo ikke nyt i egentlig Forstand, men dog nyt ved den Rolle, det nu og i Fremtiden nødvendigvis maa indtage over for Jordens Dyrkning i Modsætning til forhen.