Gødningslæren og Sædskiftet

185 Naar det foran blev fremhævet, at der under Sædskiftet navnlig bør dyrkes saadanne Afgrøder, som kan give det største Udbytte, maa der i den Anledning allerede her be- mærkes, at flere Afgrøder, saasom Kløver, Ærter og til Dels Roer, ikke kan dyrkes uden med visse Aars Mellem- rum, da de ellers i Reglen angribes af Sygdomme i den Grad, at de mere eller mindre mislykkes. Der kan saa- ledes ikke med Sikkerhed dyrkes Roer oftere end hvert 3. eller 4. Aar i Sædfølgen, hvor lønnende Udbytte de end i og for sig kan give. I et vel ordnet Sædskifte maa der følgelig ogsaa tages fornødent Hensyn hertil. Efter nu at have paavist de Hovedbetingelser, som til enhver Tid maa være bestemmende for vel ordnede Sæd- skifter, maa det staa os klart, at Enkeltmands Erfaringer om Sædfølgen, hvor rigtige de end maaske er, dog ikke kan være gjældende for Sædskiftets rette Ordning i Almindelig- hed; ja vi maa endog erkjende, at en til en vis Tid god Sædfølge ikke uden videre er holdbar i Fremtiden. Der har nemlig altid været og vil altid vedblive at være Be- vægelse med Hensyn til Sædskiftets tilfredsstillende Ordning. For altsaa rettelig at kunne bedømme, hvorledes det i Øje- blikket og i den nærmeste Fremtid bør formes, maa man have solide Sædskifte-Erfaringer til* Raadighed. Saadanne Erfaringer finder vi imidlertid kun ved at have et nogenlunde Kjendskab til Sædskiftets Fortid, og af denne simple og naturlige Grund begynder vi med at give en Udsigt over Sædskiftets forskjellige Former i Fortiden og Aarsagerne dertil. Dette bliver selvfølgelig tillige et Afsnit af Land- brugets Historie.