Gødningslæren og Sædskiftet

47 det fornødne Bladgrønt, og de vil derfor blive smaa, syge- lige eller helt visne. Planterne maa da for at kunne leve vokse rask i Højden og danne nye Blade i Lyset til Erstat- ning for de nederste, som sidder i Skygge. Men denne Vækst i Højden og denne Dannelse af nye Blade i Toppen svækker Straaets Styrke; det bliver tyndt, dets enkelte Celler bliver lange, tyndvæggede og tillige løst forbundne. Følgen heraf bliver da, at saadanne Straa eller Stængler let lader sig bøje og brække, og at Afgrøder, der udvikles paa denne Maade, let gaar i Leje eller giver Lejesæd og for Rod- frugternes Vedkommende for smaa Rødder. Vokser Plan- terne derimod saa vidt fra hverandre, at Lyset kan trænge fuldt ned imellem dem, bliver Straaene kortere, og de faar færre, men større Blade samt korte, tykvæggede Celler, der slutter sig tæt sammen. Straaet bliver stærkt og smidigt og gaar meget vanskeligt i Leje. En for tæt voksende Af- grøde og den dermed følgende Mangel paa tilstrækkeligt Lys er den egentlige Grund til Lejesæd. Det paastaas rigtignok, at kraftig og løs, muldet Jord ogsaa giver Leje- sæd, men dette er en Misforstaaelse, thi den rette Grund dertil paa saadan Jord er, at den er meget rig paa Kvæl- stofnæring, og denne vil give Planterne, i den Tid de busker eller forgrener sig, en overordentlig Evne til at danne mange Straa, saa mange, at de kommer hverandre for nær, hvorved Lyset ikke kan faa den fornødne Adgang ned imellem dem. At det forholder sig saaledes, kan man slutte deraf, at naar enkelte Kornplanter kommer til at vokse paa en Mødding eller paa meget frugtbar Jord, da gaar de ikke i Leje, hvor meget de end busker sig. For at undgaa Lejesæd paa kraftige Jorder maa man følgelig saa saa tyndt som muligt, og for ikke at faa for smaa Roer, maa de udtyndes for- holdsvis stærkt. Maaden, hvorpaa Afgrøderne optager deres Nærings- midler fra Jordbunden, har ikke saa lidt praktisk Interesse. De optages naturligvis af Planterødderne, men ikke ved en almindelig Indsugning. Hele Planten bestaar nemlig af Celler, og om disse end er af forskjellig Form, har de dog det tilfælles, at de yderst er omgivne af en fuldstændig luk- ket Cellehinde, og at der inde i denne er en Vædske, som kaldes Plantesaft, og som mest bestaar af Vand, hvori der