Gødningslæren og Sædskiftet

57 Efterhaanden som Trangen til forøget Gødningstil- førsel er vokset, har Videnskaben og Spekulationen ogsaa anstrængt sig med at komme frem med flere og flere Slags Gødninger. Men skjønt det maa indrømmes, at mange af de nymodens Gødninger har deres Berettigelse og flere af dem lige frem kan være nødvendige, er Staldgødningen dog fremdeles Landbrugets vigtigste Gødning. Det er følgelig i sin Orden at omtale denne Gødning først. Staldgodningen. Staldgødningen er en Blanding af vore Husdyrs faste og fly cl e n de Gødning samt af Strøelsen, og skjønt disse Ting er vel kjendte, gjælder dette dog mere om deres Ydre end om deres Indre. Det er derfor nødvendigt at omtale Staldgødningens Tilblivelse og Indhold udførligt og det saa meget mere, som den ikke alene er, men altid vil vedblive at være vor Hovedgødning. Gødningens Produktion og Indhold. Husdyrenes Gødning stammer selvfølgelig fra Foderet, og uden Hensyn til, hvorledes der fodres, bør man først vide, hvilke Forandringer det lider under Optagelsen i Dyrene. Det første, der sker dermed, er, at det tygges og blandes med en betydelig Mængde Spyt. Denne Behandling af Foderet har kun ringe Betydning for Gødningen. Dernæst føres det tyggede Foder ned i Mave og Tarme, hvor det paavirkes af Fordøjelsesvædskerne og blandes hermed. Under disse Vædskers Indflydelse derpaa deles Foderet i fordøjet Foder, som derpaa optages i Legemet og anvendes til dettes Vækst og øvrige Krav, og i ufordøjet Foder, som sammen med Vand og Fordøjelsesvædsker hurtigt afgives af Dyrene som det, vi kalder deres faste Gødning. Det er heraf klart, at den faste Gødning i Grunden kun er tygget eller findelt Foder, der blot har mistet, hvad Dyrene har evnet at fordøje deraf. Den faste Gødning er derfor, naar Fug- tigheden og Fordøjelsesvædskerne fraregnes, temmelig ufor- andret Foder, hvilket ses tydeligst i Hestegødning. Den indeholder ganske de samme Stoffer som det anvendte Foder, kun i et noget andet Forhold, men uden at have lidt nogen