Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

10 Chr. Blinkenberg nelser [57—59], og de ovenfor nævnte afledede fore- stillinger synes ukendte. På Island kendes tordenstene så at sige ikke fra folkelig overlevering, af den simple grand, at tordenvejr er et sjælden forekommende fænomen, der meget naturlig ikke har haft nogen be- tydning for folkets forestillingsverden og ikke har givet sig noget udslag deri. Fra nyere tid haves kun ganske spredt efterretning om tordenstene; forholdene tyde på, at disse forestillinger er af sen oprindelse, vistnok indførte udefra ad litterær vej. Har landets første be- boere medført tordenstenstroen, er den altså uddød, fordi naturforholdene ikke bød den næring [60—61], Anderledes i Sverige [52—56] , hvor tordenstenstroen har været almindelig udbredt indtil den nyeste, tid. Sæd- vanlig er det stenalderens redskaber, ikke blot, som i Danmark, flintøxen, men fuldt så vel øxen med skaft- hul, der antages nedfalden med tordenen, i visse egne (således i det sydlige Skåne, nær op ad de danske øer) dog belemniten; i andre siges det samme om bjærg- krystallerne, om flodrullede stene o. a. Nogle steder hedder det sig, at tordenstenen ved nedslaget farer 7 favne ned i jorden og siden hvert år stiger een favn i vejret, indtil den efter 7 års forløb atter når overfladen — en idé, der genfindes randt om på jorden, dog næppe i dansk overlevering. Den kraft, der tillægges den i livets daglige forhold, er for en del den samme, som kendes fra Danmark, eller dog af beslægtet art: den lægges således i kornmagasinet mod rotter og i bryggekarret for at hindre troldene i at ødelægge bryg- get ; den bruges mod kvægets sygdom, læger også men- nesker, hænges som amulet om barnets hals til værn mod koldfeber og anbringes over hestene i stalden for at holde „maren" borte; den værner ikke blot mod lyn, men også mod anden ildsvåde, bæres derfor omkring „svedjeland" for at hindre ildens udbredelse; endelig