Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 21 synes det at antage, navnlig under hensyn til de andre vidnesbyrd om dyrkelsen af lynet, der foreligger fra de samme og tilstødende egne, at det er en stedlig tradi- tion, der er kaldt frem til nyt liv under de ændrede politiske og kulturelle forhold. Tilbedelsen af det klas- sisk-græske tordenvåben, opstillet på et alter eller en tronstol (se hg. 3), gør indtryk af at være den hellenistiske afløser af en ældre og ' -z%| ■ i-l mere primitiv kultus (jfr. s. 29 og 47) af lignende art som den foran beskrevne sydindiske dyrkelse af stenøxerne på alteret eller den nedenfor omtalte mykenisk-lilleasiatiske dyrkelse af bronzeøxerne. Det klassisk-græske tordenvåben („keraunos"), der repræsenterer lynet i den nævnte kultus, er overhove- det næsten enerådende som billedlig gengivelse af lynet i hele Grækenlands og Italiens historiske oldtid (se af- snit VI). Den mere primitive forestilling om torden- stenen har dog overlevet det, også på græsk grund. Den er levende her den dag idag: lynnedslag kaldes på nygræsk astropeléki („himmeløxe"), og det samme ord er folkets betegnelse for de små stenalders øxer, der findes hist og her. Det nygræske navn og den forestil- ling, som knytter sig dertil, er også overleveret i den middelalderlige, byzantinske litteratur [84]. Skønt tordenstenstroen næsten ikke kommer frem hverken i den oldgræske kultus, i billedkunsten eller litteraturen, må den dog antages at have levet hele oldtiden igen- nem, så at sige i det skjulte, hos visse lag af befolk- ningen eller i visse egne. Hvor ofte nævnes vel tor- denstenen i hele den danske litteratur fra det 18.—19. århundrede, skønt der efter hele landalmuens forestil- ling ikke var mindste tvivl om, at hvert lynnedslag