Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 31 romerske statsreligion i de tilfælde, hvor lynet var slået ned på offentligt sted (locus publicus), var da kun en omsætning i praktisk-religiøs form af folke- troens almindelige forestillinger [85 d]. Man opsøgte resterne af lynet, der antoges at trænge indtil 5 fod ned i jorden, først og fremmest selve tordenstenen. Disse rester var ligesom stedet, hvor lynnedslaget var sket, hellige og måtte ikke krænkes ved profan berø- ring ; de blev samlede og begravede; stedet blev omsat med en brøndindfatning (puteal, bidental) og mærket med en indskrift (fulgur conditum), der viste, at lynet var begravet her. Indskriften anbragtes enten på en simpel stenplade eller på selve det alter, der rejstes for at bringe de foreskrevne ofre, ved daglyn (fulgur dium) hvide, ved natlyn (fulgur summanum) sorte får. Var lynet slået ned i en bygning, måtte der være en åbning i taget derover, så at lynguden altid havde fri adgang til det sted, han havde kåret til sin hellig- dom.*) Ligene af mennesker, der var dræbte af lynet, måtte ikke brændes; også de var bievne hellige ved lyngudens berøring og skulde begraves i jorden lige- som alt andet, der var ramt af lynet. En af de ældste helligdomme i Eom, efter sagnet grundlagt af Romulus, var det lille tempel for Juppiter Feretrius på Capitolium, hvor guden tillige dyrkedes under navnet Juppiter lapis (o : J. i skikkelse af en sten). Der opbevaredes her et kultusobjekt, som om- tales i litteraturen under navnet lapis, lapis silex eller saxum silex [85 f]. Et sted hos Livius (30, 43, 9) viser, at der var flere sådanne stene i tempelet, hvad for- øvrigt også de andre efterretninger synes at tyde på; hermed kan jævnføres, at der også på de foran omtalte indiske altre og på alteret i Knossos fandtes mere end *) Se Usener, Rhein. Mus. 1905 s. 8 anm. 4.