Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

32 Chr. Blinkenberg eet kultusobjekt, som repræsenterer lynet. . Den hel- lige stens (eller de hellige stenes) form beskrives intet- steds nøjere, hvorfor nyere forfattere har kunnet an- tage den dels for et stenalders redskab, dels for en ubearbejdet flintesten, hvad der for vor undersøgelse er uden synderlig betydning. Af efterretningerne om dens anvendelse fremgår klart, at den opfattedes som en tordensten, og at guddommen tænktes selv at være til stede deri. Atter her ser vi et element af den gamle tordenstenstro optaget og praktisk anvendt i den ro- merske statsreligion. Den dyreste ed var den, som svores ved Juppiter lapis — på samme måde, som det foran er nævnt, at en ed ved tordenstenen i Vest-Afrika endnu gælder for ubrydelig, og som der forøvrigt andre steder i verden i folkelige udtryk har holdt sig minder om den gamle skik at sværge den højeste ed ved torden- stenen eller tordenguden [111]. Den hellige sten be- nyttedes ved fetialernes edsaflæggelse og ofring, når et forbund afsluttedes med en fremmed magt; et så- dant forbund fik efter romersk forestilling den højeste stadfæstelse ved lynguden selv.*) Fetialen slyngede, idet han udtalte en forbandelse over den, som først krænkede den hellige overenskomst, stenen mod offer- dyret („Juppiter, ram Romerfolket, således som jeg nu rammer dette offersvin, og ram det med så meget større kraft, som din magt er større end min!“). Det er klart, at den handling, han herved udfører, er en rituel fremstilling af lynnedslaget, af samme art som den, den masuriske bonde den dag idag udfører, når han under tordenvejr på bestemt foreskreven måde slynger sin stenøxe mod stuedøren for at værne huset mod lynnedslag. Når der i andre overleveringer tales *) Vergil, Aen. Å'II 200: Audiat haec genitor, qui foedera fulmine sancit.