Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

34 Chr. Blinkenberg domskraften bor fremdeles i den. Derfor stilles tor- denstenen på et alter og dyrkes med ofre, eller man gemmer den i alt fald på et skjult og sikkert sted. Stedet, hvor den er falden ned, er af guden valgt til bolig: det er derved blevet helliget og må ikke betræ- des eller krænkes af mennesker eller dyr. Ligeledes er træet, som kløvedes, og mennesket, som dræbtes af lynet, hellige og må ikke behandles som andre træer eller andre lig. Med andre ord, stenen selv og alt, hvad den har berørt, er tabu, og grunden til dette tabu ses klart: de farlige kræfter har ikke forladt den ved nedslaget.*) Tordenstenen, a : tordenguden, bevæger sig mod nyt uvejr; det hus, hvor man har givet den bolig, værner den mod andre lynnedslag, allerede ved sin blotte nærværelse ;**) det kan være gavnligt mod torden udtrykkelig at vise, at tordenguden på regelret måde har valgt huset til bolig: derfor foretages en ri- tuel efterligning af lynnedslaget ved at slynge torden- stenen mod døren. Tordenguden er den stærkeste af de himmelske guder og overhovedet af alle guder: virk- ningerne af gudens vrede er så iøjnefaldende forfærde- lige. Derfor sværges den dyreste ed ved tordenstenen ; ingen vover at bryde den. Og fordi tordenguden er den stærkeste, fordriver han alle uvæsener, som gør mennesket fortræd ved trolddom og på anden måde. *) Se f. ex under Portugal [82]; folk i Assam skelnede mellem le- vende og døde tordenstene [89]; et slag med en tordensten har mange steder været anset for absolut dødbringende [103], Den gamle tabuforestilling ligger til grund forGrækernes ogRomernes indhegning af det lynramte sted og for den rædsel, der endnu nogle steder næres for tordenstenen [104]. En mindelse derom er bevaret i den danske skik at lægge tordenstenen på et sted, »hvor ingen kan sætte sin fod« [33], og overhovedet i dens an- bringelse på fjærne og afsides steder [105]. **) Den omvendte forestilling, at tordenstenen tiltrækker uvejr, findes også hist og her [83, 100].