Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 41 lerne, som menes at falde ned fra himmelen med lynet [101]. Også andre stene kan lejlighedsvis blive opfat- tede som tordenstene, når de findes på steder, hvor lynet er slået ned [54]. Det kan heller ikke forud- sættes, at de etruriske haruspices under deres søgen efter lynet ikke har helmet, før de fandt en stenøxe; der forlyder kun, at de opsøgte og begravede det „i en stens skikkelse" (transfiguratum in lapidem) ; stenen, der i oldtiden dyrkedes ved Gythion i Lakonien under navnet „den nedfaldne Zeus“, var heller ingen stenøxe; om Caligula fortælles kun, at han „slyngede sten" mod himmelen i tordenvejr, o. s. v. Men det er meget naturligt, at troen på, at lynet frem kald tes ved en sten, som for ned fra himmelen, fortrinsvis har knyttet sig til stenoldsagerne, og al sandsynlighed taler for, at den også i denne form går tilbage til stenalderen. Man indvende ikke, at sten- alders folkene ikke har kunnet tilbede stenøxer mage til dem, de selv forfærdigede. Alt taler tværtimod for, at en fetischdyrkelse af våben og redskaber, hvoriblandt øxen stod i første række, har været kendt i stenalderen. Fyldigst er overleveringen om denne kultus i Babylo- nien og tilgrænsende lande, hvor forskellige monumen- ter, der går tilbage til den allerførste historiske tid, fremstiller spyd, kølle o. a., som genstand for tilbe- delse, ofte opstillede på et alter [87 c]. Med en mær- kelig sejhed holdt denne kultus sig ned i den assyriske tid og senere. Våbnene, der tilbades, opfattedes da som repræsentanter (symboler) for personlige guder, hvad de fra først af ikke har været. Også i den klas- siske oldtid træffes i flere egnes lokale skikke forstenede levninger af en sådan fetischdyrkelse med præg af høj ælde. Hos folkeslag, der var bievne stående på et lavt kulturtrin, kunde den træffes fuldt levende langt ned i historisk tid. Om Skytherne fortæller Herodot (4,62),