Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

Tordenvåbenet i kultus og folketro. 45 at fremstillingen af lynet som den himmelske ild er udgået fra det kosmogoniske system, som den baby- loniske astronomi i tidlig tid havde dannet, og at den således trods sin alder er af relativ sen, man kunde næsten sige litterær oprindelse. Men det er også mu- ligt, at der her træder en anden lige så oprindelig opfat- telse af lynet frem. Det var vel tænkeligt, at naturfor- holdene i skovløse sletteegne med høj græsagtig plante- væxt, der om sommeren visner og tørrer hen, allerede i urtiden kan have bevirket, at menneskets tanke for- trinsvis fæstedes ved branden, som lynet tændte, me- dens det i skovklædte lande, hvor lynet som oftest slog ned i træerne, var det vældige slag, som kløvede træet, der først og mest tiltrak sig opmærksomheden. Ilden stiliseredes i den babyloniske kunst som bølgelinier eller siksaklinier. Således ser vi den gen- givet i solbillederne, i fremstillinger af solguden o. a. På lignende måde afbildes lynet: dels som et knippe af tre flammer, dels som to eller tre siksaklinier forbundne ved en stilk eller et håndtag. Billeder af lynet ses dels i tordenguden Adads eller andre guders hånd, dels an- bragte på et alter eller hyppigere blandt de endnu ikke helt tydede billeder, som antages at forestille sideriske fænomener, på de såkaldte Kudurruer (skel-stene), der stammer fra tiden mellem 1300—700 f. Chr. (sammen- stillede af Morgan i Mémoires de la délégation en Perse I & VII; Wm. J. Hinke, A new boundary stone of Nebuchadrezzar I, Philadelphia 1907) ; her ses lynbilledet sædvan- lig bag ved tyren, der er Adads hellige dyr. På de oldbabyloniske cylindre gengives lynet ikke sjælden i samme form ; i hosstående fig. 10, der forestiller en af de ofte fore- kommende tilbedelses-scener, ses længst til venstre tor-