Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

58 Clir. Blinkenberg (2. årh. e. Chr.), se hg. 22—23. Ligheden med an- ordningen på nutidens jordaltre i Syd-Indien er umid- delbart iøjnefaldende : den eneste forskel er i grunden, at trisulaen nu anbringes på selve disse altre, medens den på de gamle møntbilleder står ved siden af alteret, på hvilket der ofres; men springet er ikke stort. Øxe- bladet og treforken er begge udtryk for lynet: på møn- ter fra lidt senere tid (111—129 e. Chr.) fører Siva bl. a. treforken og den græske keraunos som attributer [88 c]. I den primitive sydindiske kultus sammenstil- les trisula og stenøxe (eller endog blot spidse natur- Fig. 21. Fig. 22—23. stene) ; på møntbillederne er øxen, der er fæstet til tre- forkens skaft, efter dens stærkt udladende æg utvivl- somt tænkt som et metalblad*): et nyt exempel på, at metaløxen under højere kultur kan svare til stenøxen som tordenvåben. — Lige så umiskendelig er til den anden side de indiske møntbilleders overensstemmelse med oldbabylonisk og anden forasiatisk kultus. Også her findes våben o. lign, anbragte på eller ved et alter som genstand for dyrkelse. I det indiske møntbillede er treforken og den enæggede øxe forenede ved denne kul- tus -— på samme måde som vi har set den hettitiske tor- dengud føre begge disse våben. Om ligheden med møn- *) Gamle bronzeøxer, til dels med lignende udladende æg, blev endnu i det 17de årh. på de malajiske øer ansete for torden- våben, nedfaldne fra himmelen: G. E. Rumphius, De amboinsche Rariteit-Kamer (1741), s. 212, pi. 50. Også i det sydlige Kina og i egnene ved Indiens nordgrænse knytter den samme tro sig endnu til de gamle bronzecelter.