Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

 70 Chr. Blinkenberg minder, jeg husker det så tydeligt, mine forældre sagde til os børn, at den sten måtte vi ikke tage bort, for når vi havde sådan en sten inde i huset, så kunde tordenen ikke slå ned hos os (vi sagde aldrig, at det var lynet, der slog ned). Barndomserindring fra først i tredserne, medd. 1909 af købmand P. Birkelund, Århus (DFS). 39. Mit barndomshjem var i Stadil s., Ringkjøbing amt. Jeg husker tydeligt, at min fader gemte nogle forstenede søpindsvin i sit chatol. Man kaldte dem tordenstene og mente, at hvor de gemtes, vilde lynet ikke slå ned. Folk troede nemlig, at tordenstenen virkelig var slået ned i tor- denvejr, og hvor den een gang var slået ned, var der ikke mere at komme efter. [Medd. 1908 af lærer P. Storgaard Petersen, He], 40. Forstenede søpindsvin kaldtes tordenstene. De an- toges at falde ned i tordenvejr, og havde man dem i huset, var man beskyttet mod lynnedslag. Tordenstenen gemtes på hylderne under bjælkerne: Henne sogn, ved Varde, medd. 1908 af lærer N. Gertsen, Emb og lærer Torben Klinting, Slebsager. Jfr. J. Kamp, Folkeminder s. 407 nr. 1344; Feil- berg, Ordbog: paradisko. 41. »Æ taarrenstien« (forstenede søpindsvin) var i mit hjem i 1870erne anbragte dels i, dels oven på læddiken i de store egetræs kister i vor store stue. Man troede, at de var faldne ned i tordenvejr, og at de i tordenvejr kunde beskytte de ejendele eller genstande, på hvilke de var hen- lagte, ja hele huset og ligeledes den person, som havde een af dem på sig: Lintrup, Holsted s., Ribe amt, medd. 1909 af murermester J. C. Frederiksen, Præstø (DFS). — Samme tro optegnet fra Føvling, Ribe amt: E. T. Kristensen, Jysk almueliv, tillæg I (1900) s. 57 nr. 444; jfr. samme, Jyske folkeminder IX s. 24 nr. 232. 42. Tordenstene var forstenede søpindsvin. Jeg hørte aldrig andre stene nævnes som tordenstene. — Ved lynned- slag faldt en sådan sten i glødende form ned, og det var den, som tændte. Kun når der efter lynet fulgte et skrat- tende tordenskrald, regnede vi, at der faldt en sten, og det var netop dens fald og stærke fart, som fremkaldte den skrattende lyd. I andre tilfælde blev stenen i tordenskyen. — En sådan sten skærmede mod lynnedslag (»tordenen slog ikke ned, hvor den fandtes«). Man samlede dem derfor også hjem. De lagdes alle vegne for at skærme, både i