Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

84 Chr. Blinkenberg afskrabet pulver brugt som lægemiddel, et slag med tor- denstenen dræber strax: Mittheil. anthrop. Ges. Wien XII s. 159 f. 72. Slavonien. — Stenøxer kaldes strelica (o: pil) og ne- beska strelica (o: himmelpil). Stedet, hvor lynet slår ned, er helligt; de muhamedanske Slavere plejer at indhegne det. Tordenstenen bringer lykke, dens tab ulykke: Krauss i Mittheil. anthrop. Ges. Wien XVI s. 152. Jfr. ZfE 26 (197). 73. Polen (jfr. 64: Østpreussen). — Flintøxer er torden- stene; lægges ved nybygning under husets tærskel som værn mod lyn: Andree, Ethnographische Parallelen und Vergleiche II 34. — Flintpilespids (= tordensten) som hjælp for kvin- der i barnsnød: Krakau: Revue des traditions populaires VI 36. 74. Rusland. — 1 guvernementet Tula kaldes spyd eller pilespidser af flint tordenstene; de er skatte, der går i arv og gives som medgift; anvendes som lægemiddel (den syge stikkes dermed eller drikker vand, der er gydt over stenen): medd. af Poljakov ved Boye, Museum 1894 II 339. — Sten- oldsager kaldes tordenpile; de gemmes af bønderne som skatte, der går i arv; vand, hvori de har ligget, bruges som lægemiddel: distriktet Varnavinsk i guvernem. Nischnij-Nov- gorod: Revue archéol. 1878 II 257. 75. Esterne. — Andree II 34 (citerer: Boecler-Kreutzwald, Der Esten abergläubische Gebråuche, St. Petersburg 1854,115). 76. Finnerne og Lapperne. — Lynet er Ukko’s pile (ildpile, kobberpile): Kalevala 33, 264 ff. — Om Lappernes tordengud og hans attributer (hammer, bue, flintstykke) se Fritzner, Historisk tidsskrift IV (Kristiania 1877) 146 ff. — »Lapperne i det nordlige Sverige og Norge kender ogsaa Tordenstene. Da jeg i Aaret 1907—8 levede iblandt dem, fulgte jeg med Kareruando-Stammen ned fra Højfjældene paa vor sidste Vaarflytning ind i Norge. Min Værtinde Ani gik da hen paa en mindre Sandaas og gav sig til at lede efter Torden- stene (»Bajan-gæSge« paa lappisk). Hendes gamle Sviger- moder havde fortalt, at de særlig fandtes paa dette Sted. Vi søgte og fandt ikke saa faa. Det var de værdiløse Gra- nater, som deroppe er ret almindelige. Ani fortalte, at de faldt ned under Tordenvejr og dræbte paa Stedet den, de ramte. Selve Stenen er som oftest af ret ubetydelig Stør- relse. Men den var »stærk« alligevel; om man havde et sygt Sted, skulde man blot trykke det med en saadan Sten,