Tordenvåbenet I Kultus Og Overtro
En Komparativ Archæologisk Undersøgelse

92 Chr. Blinkenberg porcum hie hodie feriam; tantoque magis ferito, quanto magis potes pollesque«. id ubi dixit, porcum saxo silice percussit. — Livius 1X5, 3: Eum ita Juppiter feriat, quemad- modumafetialibusporcusferiatur. — Livius XXX43,9: Fetiales quum in African! ad foedus feriendum ire juberentur (år 201 f. Chr.), ipsis postulantibus senatus consultum factum est in haec verba, ut privos lapides silices privasque ver- benas secum ferrent. — Servius ad Aen. 8, 641: A fetialibus inventum, ut silice feriretur (porcus) ea causa quod antiquum Jovis signum lapidis siliceni putaverunt esse. — Hessel- meyer, Korrespondenzblatt fur die höheren Schulen Wurt- tembergs 1907, 260—270 og 295—309, mener, at den lapis silex, der tilbades som Juppiter Lapis, inlet har at gøre med den lapis silex, der anvendtes ved fetialernes ceremo- nier, og at ingen af delene står i forbindelse med torden- stensforestillingerne. Hans argumentation er dog lidet over- bevisende og kan ikke siges at have rokket den tidligere fastslåede opfattelse (sidst fremsat af Wissowa, Religion und Kultus der Romer 103 f.). 86-100. Fremmede verdensdele. 86. Lilleasien. Den tyrkiske bondebefolkning kalder sten- øxerne for tordenstene (yildirim tachi) og bruger dem til værn mod lynnedslag og til tryllekure: Martin, Revue ar- chéol. 1877 II 164. — Om lyntilbedelsen i oldtiden se s. 20, 29 og 51 f. 87. Babylonien og Assyrien. a. Om den sædvanlige billed- lige gengivelse af lynet, se foran s. 45. Forestillingen om lynet som en pil [jfr. 101], der forekommer flere steder i det vestlige Asien, findes også overført til det babylonisk- assyriske tordenvåben; således afbildes Assur stundom ud- skydende lynet med sin bue: Menant, Cylindres II flg. 2 og 24 (jfr. Perrot-Chipiez II 89; Lajard, Culte de Mithra pi. 25, 5; 54 C, 1). b. De assyriske konger bærer stundom blandt amulet- terne, der er anbragte på deres halskæde, også små lyn- billeder, dels i den tvedelte form, hvori det gengives på kongestelerne fra 9. årh. f. Chr. (Assurnasirpals stele: Bri- tish Mus. photogr. [Mansell] nr 353; Maspéro III 45), dels i den tregrenede form, som forekommer på kongestelerne fra slutningen af 8. årh. f. Chr. og senere (Perrot III 763 fig. 429). — På et halsbånd af ukendt alder fra Mugheir findes små gen-