Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

3 Under 45° B. bliver Forholdet 0-930:0-367, under 56° B. (Helsingørs B.) 0-844 : 0183. Til Steder under Helsingørs Breddegrad sender altsaa Solen om Middagen ved Mid- sommertid 4x/2 Gange mere Varme end, naar den kulminerer ved Vintersolhverv. Medens Forholdet i de ækvatoriale Egne ikke afviger meget fra 1, bliver det større og større med voksende Polhøjder. Ved Polarkredsen kommer Solen den korteste Dag ikke over Horizonten; Forholdet bliver altsaa efter Formlen oc; det samme er Tilfældet for alle Steder indenfor Polarkredsen. 6. Den Mængde Varme, som Solen en Dag sender til Jorden, afhænger imidlertid ikke alene af Meridian- højden, men ogsaa af Størrelsen af dens Dagbue, eller af den Tid, i hvilken den er over Horizonten. Om Sommeren tiltager Dagens Længde med voksende Bredde, hvad der i høj Grad bidrager til at forøge den Varme- mængde, som Solen i Løbet af et Døgn sender til de højere Breddegrader. De ovenfor staaende Forholdstal vise os, at den Mængde Varme, som Solen den længste Dag ved Middagstid sender til Jorden, kun aftager langsomt med voksende Polhøjde; under højere Breddegrader tiltager imidlertid Dagens Længde og altsaa den Tid, i hvilken Solen beskinner et Sted paa Jorden, saa stærkt, at den Varmemængde, som Solen i Løbet af et Døgn om Sommeren sender til Jorden, vokser med voksende Pol- højder. I Følge (3) have vi, at den Varmemængde, der i en vis lille Tidsenhed sendes til en Fladeenhed, er udtrykt ved V = Isinh. For hvert Sted paa Jorden er Solhøjden for et hvilkebsom helst Tidspunkt bekjendt. Man vil altsaa være i Stand til ved Hjælp af ovenstaaende Formel at beregne for hver enkelt Dag hele den Varmemængde W, der træffer et bestemt Sted af Jorden. Udtrykket faar Formen W = I2sinli, 1*