Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

5 Døgnets 24 Timer, medens Solhøjden ved Jævndøgn under Ækvator i 6 Timer varierer fra 0° til 90°, for i de næste 6 Timer atter at synke til 0°. Ved Beregninger kan man endvidere finde, at Nordpolen 28 Dage før og ligesaa mange Dage efter den 21 Juni, altsaa i 56 Dage, modtager mere Varme fra Solen end noget andet Punkt paa Jorden, og at Bestraalingen af Nordpolen i 84 Dage (fra 10 Mai til 3 Aug.) er større end den, der i samme Tidsrum finder Sted paa et Punkt under Ækvator. I Vinterhalvaaret derimod aftager Bestraalingen stærkt fra de akvatoriale Egne til de polare, og Polen modtager i hele dette Tidsrum ingen Straaler fra Solen. Af Tabellen se vi ogsaa, at Forskellen mellem Solens største og mindste Bestraaling i et enkelt Døgn vokser stærkt fra Ækvator mod Polerne. Jo længere vi derfor fjerne os fra Ækvator, desto større bliver ogsaa Forskellen mellem A årstiderne. 7. I det foregaaende have vi ikke taget Hensyn til, * at Solens Afstand til Jorden forandres i Aarets Løb. Da den Mængde Varme, som Solen sender til os, staar i omvendt Forhold til Kvadratet paa dens Afstand, vil Solen om Vinteren (den nordlige Halvkugles), hvor den er Jorden nærmest, bestraale denne med større Intensitet end om Sommeren. Forholdet mellem Solens største og’ mindste Afstand fra Jorden er 978:946; heraf følger altsaa, at de Varmemængder, som et Sted paa den sydlige og paa den nordlige Halvkugle ved samme Solhøjde modtage henholdsvis d. 1 Januar og 1 Juli, forholde sig til hinanden som 9782: 9462 = I.07. I den sydlige Halv- kugles Sommerhalvaar (22 Septbr.—21 Marts) bestraaler altsaa Solen Jorden med større Intensitet end i den nordlige Halvkugles Sommerhalvaar (21 Marts—22 Septbr). Derimod ere de Varmemængder, som Solen i de nævnte Tider sender til Jorden, lige store.