Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

4 ZEg intetsteds kunde findes hos Tinterne, syntes ikke at være nogen stor Hindring for denne Sammenstilling. Siden Gotzes Tid gik man nemlig mere og mere over til den Anskuelse, at Indvoldsormene ikke nedstammede fra Moderorganismer, og at de ikke udenfra indvan- drede i deres senere Bæreres Legemer, men opstode paa Stedet ved en saakaldet „Selvavling" (Generatio aequivoca), eller, som Lægmand udtrykker sig, „de kom af sig selv". Hvortil behøvede man saa Wg og Kjms- organer? Hvor saadanne forekom, fandt maafle und- tagelsesvis en Kjonsformering Sted, men nødvendig syntes den intetsteds. En Celle, en Kjodtrcrvl, i Nøds- tilfælde lidt Tarmslim vare tilstrækkelige til at frem- bringe en Indvoldsorm. Der behøvedes kun et vist Sammentræf as ydre Forhold, maafle en ejendommelig Disposition hos Værten, og Snyltedyrets (Parasitens) Udvikling gik uden videre for sig. En Række af de niest overraskende Opdagelser af Mehlis, Nordmann, Dnjardin, Sieboldt, Steenstrup o. A. maatte efterhaanden til for at vise, at Antagel- sen af en Selvavling, langtfra at lose Gnaden ved det parasitiske Liv, kun havde leveret et Skjærmbrcedt for de tidligere Kundskabers Utilstrækkelig hed. Man saa Ind- voldsormenes ZEg gaae bort fra Dyrene, deres Angel opholde sig en Tid lang i Vandet eller i Jorden i stundom meget afvigende Former og siden paa en eller anden Maade igjen vende tilbage til Dyrenes Legeme. Hvor de unge Orme havde fort et formeligt frit Liv, der var det en af dem selv > bevirket Vandring, som førte dem til deres Bestemmelsessted, medens der i det andet Tilfælde, naar Ingelen vedblev at være omgiven