Menneskets vigtigste Indvoldsorme
deres Liv og Vandringer

5 af ZEggehinderne, fandt en mere passiv Overforing Sted ved Hjælp af Barernes Fode. Ad denne sidste Vej faae man ikke blot Angel, men ogsaa unge Para- siter, som alt havde havt deres Bopæl opflaaet i le- vende Dyrs Indre, gaae over fra den ene Bærer til den anden. Man overtydede sig om, at en saadan Gjenncmgang gjennem flere Bæreres Legemer var fuld- kommen konstant for mange Snyltere, at der, med andre Ord, foruden de endelige Værter eller Bærere, som tjente til Bopæl for Indvoldsormene i uddannet (avledygtig) Tilstand, ogsaa gaves foreløbige Bærere, „Mellemværter", som vare Opholdssted for visse Ung- domsformer, og som efter kortere eller længere Tids Ophold asleverede dem til andre Dyr. Saalænge Indvoldsormene beboede saadanne Melleruværter, vare de stedse ufuldkomment udviklede, navnlig uden Kjons- mobcnbeb og ofte endogsaa uden Kjonsorganer. I Reglen levede de indesluttede i de mest forskjellige pareukymatose Organer, medens de udviklede Snyltere med faa Undtagelser boede i deres Værters Tarmkanal. Man begyndte snart at blive mistænkelig med Hensyn til den tidligere Hypothese om Tinternes selv- stændige Natur. Eschricht, Dujardin og Sieboldt vare de Forste, som erklærede Blæreormcne for blotte Ud- viklingsforrner og kun som saadanne, ikke som særegne Arter, henregnede dem til Bændelormene. Den Sidste gav endogsaa denne Panstand et særegent Eftertryk ved at henvise til den mærkelige Overensstemmelse, som fandt Sted i Henseende til Hoved og Kropform mellem den storleddede Bændelorm hos Katten (Taenia crassicollis), og den almindelige Blæreorm hos Musen