Beretning Til Indenrigsministeriet Om Ernæringsraadets Virksomhed I Høstaaret 1917-18
Ved Ernæringsraadets Sekretær

— 187 — tige Levering afgiver lige saa meget Korn til Staten, som han har købt. Denne Foranstaltning tilsigter navnlig at give Adgang til bedre Sædevarer, end hvad de paagældende Købere har af egen Avl. 4) Samme Formaal er søgt opnaaet ved Indenrigsministeriets, efter Indstilling fra det tekniske Landbrugsudvalg og i Forstaaelse med Ernæringsraadet, til Landboforeningernes og Husmandsforeningernes Fællesforeninger med flere under 7. Januar d. A. udsendte Skrivelse, der tillader disse For- eninger at sælge den under deres Kontrol i Sommeren 1917 fremavlede Saasæd, ligeledes paa Betingelse af, at Køberen afleverer udover sin plig- tige Ligning lige saa meget, som han har købt, medens Sælgeren for at opmuntres til at sælge denne særlig værdifulde Saasæd kan forlange lige saa meget Korn udleveret fra Statslager, som lian sælger Saasæd udover sin pligtige Levering. 5) I en Meddelelse af 23. November 1917 fra Ernæringsraadet til de kom- munale Nævn blev det stillet i Udsigt, at Jordbrugere, der paa Grund af særlige Omstændigheder ikke havde den fornødne Saasæd, efter Ansøgning til Ernæringsraadet kunde vente at erholde Tilladelse til hos andre Jord- brugere, der maatte være villige til at sælge, at købe Saasæd uden For- pligtelse til herfor at aflevere Korn til Staten. Blanketter til saadanne Ansøgninger blev udsendt i stort Tal. Det er en Selvfølge, at Ansøgnin- gerne forlangtes attesteret og anbefalet af de paagældende kommunale Nævn. 6) Med specielle Saasædforretninger, hvoraf der i de senere Aar er opstaaede adskillige, og som driver kontrolleret Fremavl efter lignende Principper som Landbo- og Husmandsforeningerne, afsluttede Ernæringsraadet Over- enskomster, der gik ud paa, at Forretningerne, der som Regel havde Statslager, bemyndigedes til at indkøbe det mest mulige af gode Sæde- varer af de bedste Byg- og Havresorter, og give det saaledes indkøbte Korn en forsvarlig Rensning og Sortering. Indtil den 15. Marts maatte Forretningerne intet sælge, idet Ernæringsraadet forbeholdt sig at disponere over disse Beholdninger, der forudsattes delvis tilvejebragt ved frivilligt Salg udover Sælgerens Leveringspligt, til Forsyning af saadanne Jord- brugere, der ikke ad nogle af de foran anmeldte Veje havde kunnet skaffe sig Saasæd. Efter dette Tidspunkt var det Saasædforretningerne tilladt selv at forhandle Restbeholdningerne paa samme Betingelser som før nævnt for Landboforeningernes og Husmandsforeningernes Fællesforenin- gers Vedkommende. 7) Endelig var Ernæringsraadet fortrolig med Tanken om, at det nærmere hen mod Foraaret vilde blive nødvendigt at tage sin Tilflugt til Statens Lagre for at skaffe Sædekorn. Af nærliggende Grunde, dels for ikke at formindske Statens Beholdninger mere end tvingende nødvendigt, dels fordi det her magasinerede Korn som Regel vil være en Blanding af forskellige Sorter, og derfor lidet egnet til Saasæd, vilde man dog først ty til denne Udvej, naar der ikke paa anden Maade kunde skaffes Korn. Ved Hjælp af de under 2—6 nævnte Foranstaltninger haabede man, at Angrebet paa Statens Beholdninger kunde holdes indenfor en snæver Begrænsning.