Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: St. St. Blicher
År: 1839
Serie: Tolvte stykke
Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 227
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
94
Svanghed o: at Kjernerne synes for tidlig at modnes,
vorde indskrumpne og indeholde knn lidet Me el, har tvende Hovedr
aarsager: den forste er Nattefrost medens Kjernen er endnn spæd
eller blod; den anden ligger i Jordbunden eller Underlaget: hvor
dette nemlig er haardt, gruset, eller af Ahl under et tyndt Muld-
lag, der vil Kornet ofte i torre Somre vorde svangt. Dette
kaldes da Solfald. Rug og Byg ere herfor mere udsatte end
Havre.
Havgusen, som i Nærheden af Vesterhavet er saa fordær-
velig for Vegetationen, har, inden den naaer Biborg Amt, tabt
det meste af sin Skadelighed. At den alligevel ffulde knnne be-
virke Rust — som Nogle mene — finder jeg ingen Grund til
at antage, da den netop kommer her sidst hen paa Dagen eller
om Natten, og er borte igjen naar Solen kommer.
Meeldug og Honningdug ere temmelig sjeldne her i Am-
tet; og paa de fleste Steder kjendes de knap af Navn.
Snegle mærkes undertiden i Vintersæden, og kunne da ode-
lægge større og mindre Strækninger i samme. Lykkeligviis horer
dette Uheld ogsaa til Sjeldenhederne.
Det samme er Tilfældet med evldenborrelarver. For nogle
Aar siden overgik beiine Plage de osrlige Sogtte i Norrclyttg
Herred; da de ej allene bortaad Kornrodderne, men ogsaa Grcrsr
rødderne. Den nærliggende store Littdnm Skov ffal nogle Aar
(forvejen have været overfyldt med disse vort Nordens Græshopper.
Enhver Verxt har, ligesom enhver levende Skabning, fine
naturlige Fjender, som vide at finde den, ihvor de« saa end hen-
plantes. Saaledes har nu hos Rapsen ej allene indfundet sig
Jordlopper, men og et Slags forte Larver, som aferde med
disse Skabningers sædvanlige Graadighed forst Bladene og der-
efter Hjertet. Endnu veed man her intet Middel mod disse
Gjcrster. Bemærkningsverrdt er det ellers: at da Rapsen 1836
leed saa mange Steder af dette Onde, kjendte man slet intet der-
til paa andre, hvor nemlig denne Sæd forste Gang i en Egn
dyrkedes.,
Boghveden er vel den kjelneste af alle vore Markverxter.
Den tager Skade as Frost, af Blæst, af Lynild, af Taage
(egentlig den kolde Taage, som her i Zylland kaldes „Uer"). At